Landstræner Brian Riemer har indkaldt yderligere en spiller til det danske fodboldlandshold, der senere på ugen skal spille Nations League-kampe.
Mads Roerslev fra Premier League-klubben Brentford slutter sig til truppen, skriver Dansk Boldspil-Union på X. Højrebacken indfinder sig i lejren i Helsingør så hurtigt som muligt, lyder det.
Indkaldelsen er formentlig en konsekvens af, at en anden back, Joakim Mæhle, blev skadet i kamp for Wolfsburg søndag aften.
Der er foreløbig ingen præcise meldinger om Mæhles tilstand. Men ifølge Wolfsburgs træner, Ralph Hasenhüttl, drejer det sig formentlig om en muskelskade i låret.
Landsholdet møder Spanien i Parken på fredag og Serbien på udebane tre dage senere.
ritzau
fortsæt med at læse




























