Mohamed Salah har nu scoret mindst 20 mål for Liverpool i alle egypterens otte sæsoner i klubben. Erling Haaland var tilbage i målscorerens rolle, da Manchester City vandt 2-0 over Leicester i Premier League.

Mohamed Salah markerer sig med flere milepæle i storsejr

Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 20.19.

Milepælene stod i kø for at blive slået for Liverpool-angriberen Mohamed Salah i søndagens Premier League-kamp ude mod West Ham. Liverpool vandt på overbevisende manér 5-0 over West Ham, der ikke havde meget at byde på i løbet af opgøret.

Fet havde Salah, der med et mål og to assister satte sit store præg på opgøret, selv om han havde chancer til at score endnu flere gange. Med målet har Salah i nu otte sæsoner i træk scoret mindst 20 mål for Liverpool.

Salah har samtidig præsteret at lave mål og assist i samme kamp i Premier League otte gange i denne sæson. Det har ingen spiller nogensinde gjort før egypteren. Tidligere har Bruno Fernandes, Harry Kane, Robin van Persie, Thierry Henry og Alan Shearer scoret og assisteret i syv Premier League-kampe i en enkeltstående sæson. Det skriver ESPN.

I søndagens kamp scorede Liverpools angriber Luis Diaz til 1-0 efter et kvarter. Fem minutter før pausen leverede Salah forarbejdet på fornem vis, inden Cody Gakpo sparkede målet til 2-0 i kassen. Salah gjorde det selv til 3-0 med en klassisk afslutning kort før pausen, hvor han trak ind i banen og scorede med et fladt spark i det nærmeste hjørne.

10 minutter inde i anden halvleg udbyggede Trent Alexander-Arnold føringen, da Liverpool-backen fik et skudforsøg rettet af. I slutminutterne cementerede den indskiftede Liverpool-angriber Diogo Jota sejren med målet til 5-0 efter et oplæg fra Salah.

Med sejren topper Liverpool tabellen med 45 point efter 18 kampe. Nottingham Forest, der tidligere søndag vandt ude over Everton, har på andenpladsen otte point færre for en kamp mere. Nottingham Forest har nu snuppet fem sejre på stribe i den bedste engelske fodboldrække, og det har mange af de øvrige tophold svært ved at følge. Dog kan både Arsenal og Chelsea gå forbi Nottingham Forest, som har spillet en kamp mere end London-klubberne på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen.

I søndagens kamp scorede Nottingham Forest-angriberen Chris Wood til 1-0 efter et kvarter. Efter en times spil øgede udeholdets offensive midtbanespiller Morgan Gibbs-White til slutresultatet 2-0.

City fik forløsende sejr

Efter fire ligakampe i træk uden fuld gevinst kom Manchester City søndag langt om længe tilbage på sejrssporet i Premier League. Det kostede dyrt for Leicester, at førstekeeperen Mads Hermansen var fraværende med en skade i 0-2-nederlaget på eget græs.

Pep Guardiolas tropper kan for en stund ånde lettet op med den blot anden sejr i de seneste 14 kampe på tværs af alle turneringer. Seneste sejr i Premier League var over Nottingham Forest 4. december.

Brasilianske Savinho scorede således sit første mål i City-trøjen efter en tam parering af målmandsreserven Jakub Stolarczyk. Senere cementerede Erling Haaland sejren, da han med et kvarter tilbage headede et præcist indlæg fra Savinho i netmaskerne. Victor Kristiansen var i spurt, men kunne ikke nå frem til Haaland.

Det forsvarende mesterhold roder trods sejren fortsat rundt i subtoppen i tabellen efter den spanske cheftræners kamp nummer 500 i spidsen for City. Efter fire nederlag i træk ligger Leicester, der havde Victor Kristiansen og Jannik Vestergaard i startopstillingen, til nedrykning efter 19 runder.

I en af søndagens øvrige Premier League-kampe spillede Tottenham skuffende 2-2 hjemme mod Wolverhampton. Et sent Wolverhampton-mål af den indskiftede norske angriber Jørgen Strand Larsen sørgede for en pointdeling i den kamp. Tottenham er med det ene point efterladt i midten af tabellen.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her