Gianluigi Donnarumme blev helten for Paris Saint-Germain med to redninger i straffesparkskonkurrencen mod Liverpool i Champions League-ottendedelsfinalen.

PSG sender Liverpool ud af Champions League efter kæmpe drama

Foto: Peter Powell/Ritzau Scanpix
Foto: Peter Powell/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Alt har syntes rosenrødt for Liverpool i indeværende sæson, men tirsdag led Premier Leagues suveræne førerhold et smertefuldt exit fra Champions League. Efter at have vundet første ottendedelsfinale i Frankrig 1-0 over PSG, tabte Liverpool med samme cifre i returkampen. Og da det hele skulle afgøres fra pletten, var PSG bedst. PSG scorede på sine fire første forsøg, mens Liverpool brændte to ud af tre, og så var drømmen om en CL-titel for Arne Slot slukket for denne gang.

I modsætning til det første opgør, som Liverpool på mirakuløs vis vandt trods tung PSG-dominans, var det Arne Slots mandskab, som var bedst tirsdag. Dog ikke så dominerende, som PSG var på hjemmebane. Englænderne lagde aggressivt ud og truede PSG-målet et par gange, men franskmændene tog hurtigt hævn for det ufortjente nederlag på hjemmebane.

Liverpools bageste geledder var ikke helt i vater, da en kontra endte for fødderne af formstærke Ousmane Dembélé tæt under mål. Han skulle blot skubbe bolden over stregen til 1-0. Alisson Becker i målet var den helt store helt for Liverpool i første kamp. Han måtte ved flere lejligheder igen vise sine kvaliteter, når forsvaret svigtede.

I den anden ende havde Mohamed Salah ikke samme tur i den, som han har haft ellers i sæsonen. Alligevel skabte Premier League-duksen stadig muligheder nok til, at en udligning ville have været fortjent nok.

Det var også hjemmeholdet, som i det første kvarter efter pausen fik lagt et godt pres på Gianluigi Donnarummas mål. Den italienske keeper måtte diske op med et par redninger, ligesom en offside i opspillet også forhindrede en Liverpool-udligning.

Tættest på en afgørelse i ordinær tid kom indskiftede Jarell Quansah godt 10 minutter før tid. Hans hovedstød på en dødbold tog indersiden af stolpen og kyssede næsten mållinjen hele vejen hen til modsatte stolpe.

I forlængelsen fik PSG taget lidt tempo ud af kampen. Franskmændene formåede at holde mere på bolden uden dog at true Liverpools mål voldsomt. Liverpool-spillerne virkede mere trætte. Målscorer Dembélé havde forlængelsens bedste forsøg, men ingen af holdene var villige til at satse nok til at afgøre sagerne. Der måtte straffespark til.

Her var Dembélé og holdkammeraterne iskolde, i modsætning til Liverpool, som undervejs i kampen havde udskiftet flere spillere, der normalt ville være oplagte skytter. Efter Mohamed Salahs eksekvering på første forsøg, brændte både Darwin Núñez og Curtis Jones, og så var det europæiske lys slukket for Merseyside-klubben.

Bayern slukker mirakelhåbet for Leverkusen

Bayern München er kommet et skridt tættere på at opfylde drømmen om at spille Champions League-finale hjemme på Allianz Arena 31. maj. Storklubben er klar til turneringens kvartfinale efter en 2-0-sejr på udebane mod de tyske rivaler fra Bayer Leverkusen, der aldrig var i nærheden af at indhente Bayerns 3-0-forspring fra det første opgør.

Harry Kane og Alphonso Davies scorede målene efter pausen og understregede, at styrkeforholdet mellem de to klubber er ændret en del siden sidste sæson.

På forhånd lå det i luften, at der skulle en tidlig Leverkusen-scoring til for at få de rutinerede sydtyske ben til at ryste en smule. Hjemmeholdet skruede da også tempoet højt op fra start, afleveringerne havde fart, og der var masser af bevægelse i spillerne. Det kneb til gengæld gevaldigt med at veksle de gode intentioner til reelle målchancer. Bayerns unge reservemålmand Jonas Urbig fik en overraskende rolig aften som substitut for skadede Manuel Neuer.

Bayern, der for et år siden tabte med tre mål på samme bane, stod imod uden nævneværdige problemer og lod blot Leverkusen-spillerne løbe ind i blindgyderne.

Skulle publikums håb om et mirakel have overlevet pausen, blev det endegyldigt slukket syv minutter efter sidebyttet. Joshua Kimmich vippede en frisparksbold ind i feltet, hvor Leverkusens Patrik Schick ikke fik den af vejen, og Harry Kane stod, hvor han skulle og sendte kuglen i nettet til 1-0 til gæsterne.

Dermed skulle Leverkusen score fire gange, og det var selvfølgelig en alt for stor opgave. I stedet blev det 2-0 til Bayern München, da Alphonso Davies 20 minutter før tid omsatte en tværlevering fra Kane.

Mod slutningen sendte Jamal Musiala bolden på stolpen efter et nyt mønsterangreb af gæsterne, og dobbeltopgøret mellem de to tyske giganter sluttede som en ensidig forestilling.

Bayern München møder italienske Inter i kvartfinalen. Efter at have vundet første kamp ude over Feyenoord med 2-0 havde Inter ingen problemer med at sikre sin plads i kvartfinalerne i tirsdagens returkamp. I en kamp der bød på to straffespark og et annulleret af slagsen også, vandt italienerne 2-1 og dermed samlet 4-1.

Yamal guider Barcelona sikkert forbi Benfica

Også Barcelona er klar til kvartfinalerne. Holdets 17-årige stjerneskud Lamine Yamal havde ingen intentioner om, at der skulle komme spænding ind i returkampen mod Benfica i Champions Leagues ottendedelsfinale. Kantspilleren strålede i første halvleg med både mål og oplæg og var om nogen arkitekten bag sejren på 3-1. Dermed avancerer La Ligas førerhold til kvartfinalerne med samlet 4-1.

Fra første fløjt gjorde Yamal livet surt for især svenskeren Samuel Dahl, der havde fået den utaknemmelige opgave som venstre back at lukke ned for Yamal. Den mission lykkedes hverken han eller hans opbakkende holdkammerater med. De agerede til tider levende kegler i Yamals dribletræning.

Allerede efter 10 minutter satte han to modstandere på halen med en dribling og satte Raphinha op til scoring med en smuk, følte tværaflevering. To minutter efter glemte Barcelona at dække op på et hjørnespark. Det udnyttede Benfica til at udligne, men Yamal var slet ikke færdig med at vise sig frem. Efter 27 minutter skar han ind fra højrekanten, og med sit følte signaturspark til det lange hjørne gjorde han det til 2-1.

Der stod Barcelona på stort set alt. Benfica satte ikke mange afleveringer sammen i spaniernes aggressive pres. Da Raphinha kort før pausen udbyggede til 3-1 og samlet 4-1, var kampen reelt afgjort. Det var brasilianerens 11. mål i CL-sæsonen. Det gør ham til aktuel topscorer.

Med udsigt til den uhyre vigtige La Liga-topkamp i weekenden mod Atlético Madrid løftede Hansi Flicks tropper foden fra speederen i anden halvleg. Lamine Yamal økonomiserede med kræfterne og dribleturene – givetvis til stor lettelse for Samuel Dahl.

Portugiserne havde bolden mere ved fødderne, uden at det dog for alvor førte til det store. Og Barcelona havde det fint med at hvile ved at spille bolden en del på tværs og så ellers komme afsted i nogle kontrastød. Trods lidt chancer i begge ender kom der ikke yderligere scoringer i en halvtam anden halvleg.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her