Bodø/Glimt med topscorer Kasper Høgh vandt den første Europa League-kvartfinale over Lazio med Gustav Isaksen.

Onana koster United sejren i Lyon med uheldige indgreb

André Onana fik en uheldig hovedrolle i Lyon. Foto: Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix
André Onana fik en uheldig hovedrolle i Lyon. Foto: Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Joshua Zirkzee bragte Manchester United på 2-1 kort før tid, men Lyon fik alligevel 2-2 i første kvartfinale.

Som så mange gange før vil målmanden André Onana formentlig blive udsat for hård kritik efter Manchester Uniteds første Europa League-kvartfinale ude mod Lyon.

Kampen sluttede 2-2, og Onana så skidt ud ved begge mål.

Det så ellers ud til, at United havde vendt kampen på hovedet, da Joshua Zirkzee headede United på 2-1 et par minutter før tid, men Onana gav en ripost i femte tillægsminut, som Rayan Cherki udnyttede fra klos hold.

Dermed er alt åbent inden returkvartfinalen på Old Trafford næste torsdag.

Bedømt på hele kampen var det helt efter spil og chancer, at det endte lige efter dramaet i de sidste minutter.

United, der ikke mindst jagter en Europa League-triumf for at kunne deltage i Champions League i næste sæson, var bedst før pausen, og Lyon var en anelse bedre i det meste af anden halvleg.

Efter 25 minutter sparkede Lyons Thiago Almada et frispark ind foran mål, men ingen rørte bolden i feltet, og Onana lod bolden sejle ind i fjerneste side af målet.

Sådan en fejl var lige, hvad Lyon havde brug for, eftersom franskmændene havde svært ved at skabe chancer på egen hånd.

Det gjorde United i lidt højere grad. Rasmus Højlund havde blandt andet to forsøg. Ved den ene brød Patrick Dorgu igennem i venstresiden og fandt sin landsmand, der slet ikke fik ordentligt ram på bolden på den ellers fine mulighed.

Det lignede fransk pauseføring, men fem minutter inde i første halvlegs tillægstid udnyttede den unge franske forsvarer Leny Yoro en lidt tilfældigt opstået hovedstødschance foran mål til at bringe balance.

I anden halvleg skabte Lyon mest. Corentin Tolisso havde en stor chance, og Georges Mikautadze havde et par muligheder, men Onana fik gjort lidt af skaden god igen.

I den anden ende var Højlund mere usynlig, og han blev skiftet ud efter godt en times spil.

United kom ikke frem til meget efter pausen, men med godt ti minutter tilbage kom chancen endelig. Alejandro Garnacho flugtede på et indlæg, men målmand Lucas Perri verfede bolden over mål.

Så indstillede man sig så småt på 1-1, men holdene måtte igennem lidt af et drama, før det uafgjorte facit i stedet blev 2-2.

Norsk triumf

Det europæiske fodboldeventyr forsætter for norske Bodø/Glimt i Europa League.

I den første af to kvartfinaler vandt nordmændene på hjemmebane med 2-0 og har nu et glimrende udgangspunkt før returkampen næste torsdag i Rom.

Lazio, der stillede med landsholdsspilleren Gustav Isaksen, skulle endda være glad for, at nederlaget ikke blev større mod den norske klub, der havde Kasper Høgh på banen i 80 minutter samt Mikkel Bro Hansen og Villads Nielsen på bænken.

Den 32-årige midtbanespiller Ulrik Saltnes blev den store helt med to mål efter pausen. Det var anden gang på fem dage, at han blev dobbelt målscorer for sit hold.

Blot et minut var spillet af anden halvleg, da det norske hold broderede sig igennem det italienske forsvar. Saltnes blev spillet fri i feltet og svigtede ikke.

Midtvejs i anden halvleg blev Saltnes spillet fri med en lækkerbisken af en aflevering fra Jens Hauge, og Saltnes lobbede smart bolden over Christos Mandas i Lazio-målet.

Bodø/Glimts danske frontløber, Kasper Høgh, har været en farlig herre for nordmændene hidtil i Europa League, og faktisk er han delt topscorer for hele molevitten med sine syv træffere. Men i kvartfinalen lukkede romerne ned for ham.

Allerede i første halvleg var der chancer til norsk føring.

Hauge forsøgte sig flittigt, og i kampens første del troede han formentlig, at han havde sørget for åbningsmålet, men Lazios græske keeper, Christos Mandas, brugte alle sine 189 centimeter til at nå ned og redde fortrinligt ved stolpen.

Lazio skabte meget lidt, men Gustav Isaksen var dog på spil et par gange, hvor det løb ud i sandet.

Chelsea tæt på avancement

I en anden kvartfinale var Rasmus Nissen Kristensen med til at sikre Eintracht Frankfurt 1-1 på udebane mod Tottenham, mens skotske Glasgow Rangers spillede uafgjort 0-0 hjemme mod spanske Athletic Club i den sidste kvartfinale i Europa League.

I Conference League levede Chelsea med den danske målmand Filip Jörgensen på banen fra start op til favoritværdigheden og vandt med 3-0 ude over polske Legia Warszawa.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her