Efter flere dages spekulationer er det nu en realitet. Den danske fodboldtræner Thomas Frank er ny mand i spidsen for Tottenham, bekræfter den engelske klub på sin hjemmeside. Ifølge engelske medier betaler Tottenham 10 millioner pund til Brentford. Det svarer til 88 millioner kroner.
Thomas Frank skal i Tottenham erstatte Ange Postecoglou og har underskrevet en kontrakt, der gælder indtil 2028.
»I Thomas ansætter vi en af de mest progressive og innovative trænere. Han har dokumenteret succes med spiller- og trupudvikling, og vi ser frem til, at han leder holdet, mens vi forbereder os til den kommende sæson«, skriver Tottenham på sin hjemmeside.
Thomas Frank tager tre af sine assistenter med fra Brentford, men danske Claus Nørgaard er ikke en af dem.
Skiftet kommer efter en lang optur for Frank i Brentford. I december 2016 blev han ansat som assistenttræner i den engelske klub, som på det tidspunkt havde danske Rasmus Ankersen som sportsdirektør. Thomas Frank blev assistent for Dean Smith, som i oktober 2018 forlod klubben til fordel for et job i Aston Villa. Rasmus Ankersen og den øvrige ledelse havde tillid til Frank, der fik nøglerne til cheftrænerkontoret.
Og det skulle vise sig at være en klog beslutning. Godt nok fik danskeren en hård indledning, da han i de første 10 kampe kun fik én sejr halet i land. Men der var tålmodighed hos ledelsen, og i 2021 rykkede han Brentford op i Premier League.
Siden da har den – efter Premier League-standarder – lille klub fra det vestlige London været en fast bestanddel af den bedste engelske række. Den bedste placering var i 2022/23-sæsonen, hvor Frank førte mandskabet til en niendeplads.
Fakta
Fire nedslagspunkter i Thomas Franks karriere
Ros fra Brentford
Brentfords fodbolddirektør, Phil Giles, sparer ikke på de pæne gloser i sit farvel til Thomas Frank.
»Fra det øjeblik han erstattede Dean Smith, forstod han, hvad vi forsøgte at bygge, og hans visdom, trænerkompetencer og følelsesmæssige intelligens har været med til at forvandle klubben«, siger Phil Giles ifølge Brentfords hjemmeside.
Han siger, at der har været mange »særlige øjeblikke« med Thomas Frank som træner og peger på playoff-finalen på Wembley i 2021, hvor oprykningen til Premier League blev sikret, samt den første Premier League-kamp mod Arsenal.
»Men det handler ikke kun om det, man ser på banen. Han skabte en særlig forbindelse til vores fans, bidrog til at udvikle og forbedre spillerne og spillede en nøglerolle i at implementere den kultur, der har gjort, at Brentford er blevet stærkere og stærkere. Vi vil aldrig glemme Thomas, men nu er det tid til at takke ham og tage de næste skridt i vores rejse med en ny leder, som vi tror kan blive lige så succesfuld og indflydelsesrig«, siger Phil Giles.
De imponerende præstationer gennem de senere år har gjort, at Frank er blevet nævnt som en mulighed, når storklubber som Chelsea og Manchester United har været på trænerjagt. Med en 10-plads i bagagen i den netop overståede sæson var det så Tottenham, der satte kløerne i den danske træner.
Inden Brentford var Frank fra 2013 til 2016 cheftræner i Brøndby. Han har tidligere også været landstræner for flere danske ungdomslandshold.
Ritzau
fortsæt med at læse



























