Brøndby og Silkeborg skal møde hold fra henholdsvis Færøerne og Island i Conference League-kvalifikation. FCM skal møde skotske Hibernian.

Her er de danske superliga-holds europæiske modstandere

Både FC Midtjylland og Brøndby fik en fin lodtrækning i kvalifikationen til henholdsvis Europa League og Conference League, hvor også Silkeborg er repræsenteret. Foto: Jens Dresling
Både FC Midtjylland og Brøndby fik en fin lodtrækning i kvalifikationen til henholdsvis Europa League og Conference League, hvor også Silkeborg er repræsenteret. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Brøndby får overkommelig modstand, når holdet fra den københavnske vestegn træder ind i anden runde af kvalifikationen til Conference League. Onsdagens lodtrækning i Nyon parrede seedede Brøndby med HB Torshavn fra Færøerne. Brøndby blev trukket ud til at spille på udebane i den første kamp.

HB Torshavn kvalificerede sig ved at blive nummer tre i 2024-sæsonen. Det er også holdets aktuelle placering i denne sæson, der spilles over kalenderåret.

Også Silkeborg, der ligeledes var seedet, står med gode muligheder for at avancere, da holdet i anden runde skal møde islandske KA Akureyri. Ikke den værste lodtrækning for Silkeborg, der også kunne have trukket svenske Hammarby.

Silkeborg lægger efter planen ud på hjemmebane mod Akureyri, der efter 11 spillerunder ligger på en beskeden tiendeplads i den bedste islandske fodboldrække. Kampene i anden kvalifikationsrunde spilles som udgangspunkt 24. og 31 juli.

For at nå hovedturneringen i Conference League skal de danske mandskaber succesfuldt igennem i alt tre kvalifikationsrunder. Brøndby banede sig vej til europæiske kampe via en tredjeplads i Superligaen, mens Silkeborg efter sin syvendeplads vandt den europæiske playoffkamp mod ligaens firer, Randers.

FCM får skotsk modstand

FC Midtjylland skal forbi skotske Hibernian, hvis holdet vil videre i Europa League-kvalifikationen. Thomas Thomasbergs udvalgte, der var blandt de seedede hold, vil givetvis også være favorit til den samlede sejr mod de grønklædte skotter.

Godt nok blev Hibernian nummer tre i Skotland i den forgangne sæson, men holdet var milevidt fra storholdene Rangers FC og Celtic. Henholdsvis 13 og 28 point havde Hibernian op til Glasgow-giganterne.

Trods en del muligheder har Hibernian aldrig været i hverken et liga- eller gruppespil i en europæisk turnering. I 2016 røg man ud til Brøndby efter 1-1 og en straffesparkskonkurrence i Europa League, og i sidste sæson blev det samlet 0-8 mod Aston Villa i Conference League.

Midtjyderne starter på hjemmebane 24. juli, og der er returkamp På Easter Road i Edinburgh 31. juli.

I alt skal FCM succesfuldt gennem tre dobbeltopgør for at nå Europa Leagues ligaspil, hvor man sidste år debuterede med en 20.-plads og siden et samlet 3-7-nederlag til spanske Sociedad i slutspillet.

Taber midtjyderne inden da, ryger de videre ned i Conference League, hvor også Brøndby og Silkeborg deltager.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her