Tilhængerne af Premier League-klubben Newcastle United har i løbet af de seneste tre år med jævne mellemrum hyldet Alexander Isak, og da han med sit mål til 2-0 i forårets Liga Cup-finale mod Liverpool sikrede klubben den første titel i næsten 70 år, eksploderede de varme følelser: Isak stormede efter sit pletskud ud til de mange fans på Wembley, hoppede op på et reklameskilt og badede sig i den brusende hyldest.
Få måneder senere er forholdet mellem fansene og Isak under frysepunktet, og igen spiller Liverpool en vigtig birolle.


























