I det virvar af referencer til hinanden, der har været udvekslet mellem danske og andre europæiske fodboldmedier denne sommer, har Rasmus Højlund angiveligt været på vej til at skifte klub fra Manchester United til AC Milan, AS Roma, Atalanta, Bayer Leverkusen, Bayern München, Borussia Dortmund, Inter, Juventus, Lazio, Newcastle, RB Leipzig og Real Madrid.
Gætværket er nu vekslet til fakta: Den 22-årige danske landsholdsangriber spiller i hvert fald i denne sæson for Società Sportiva Calcio Napoli med hjemmebane på Stadio Diego Armando Maradona.




























