For Scott McTominay har sidste års skifte fra barndomsklubben Manchester United til Napoli i det sydlige Italien været lidt af en åbenbaring. Sportsligt er det gået forrygende med et italiensk mesterskab efter en sæson, hvor skotten spillede en absolut hovedrolle og blandt andet scorede 12 mål i de 38 Serie A-kampe.
Men også menneskeligt og på det kulinariske område er McTominay blevet blæst bagover i Napoli. Især tomaterne, som de dyrker dem i Italien, har gjort noget ved McTominay.




























