Den franske kantspiller Ousmane Dembélé, der var med til at sikre Paris Saint-Germain klubbens første Champions League-titel i sidste sæson, modtog mandag aften Ballon d’Or-trofæet som verdens bedste mandlige fodboldspiller. Det skete ved en kåring i Paris.
Fakta
Seneste 10 års vindere af Ballon d’Or
- 2025: Ousmane Dembélé (Frankrig, Paris Saint-Germain).
- 2024: Rodri (Spanien, Manchester City).
- 2023: Lionel Messi (Argentina, Inter Miami).
- 2022: Karim Benzema (Frankrig, Real Madrid).
- 2021: Lionel Messi (Argentina, Paris Saint-Germain).
- 2020: Ingen kåring.
- 2019: Lionel Messi (Argentina, Barcelona).
- 2018: Luka Modric (Kroatien, Real Madrid).
- 2017: Cristiano Ronaldo (Portugal, Real Madrid).
- 2016: Cristiano Ronaldo (Portugal, Real Madrid).
Kilde: uefa.com
Dermed var det en af byens helte, der løb med prisen som verdens bedste herrespiller i 2024/25-sæsonen. Han fik overrakt prisen af den brasilianske legende Ronaldinho, der også har en fortid i Paris Saint-Germain.
Den lynhurtige og målfarlige offensivspiller Ousmane Dembélé var på forhånd favorit hos bookmakere og eksperter.
Han er den sjette franske vinder gennem tiderne efter Raymond Kopa, Michel Platini, Jean-Pierre Papin, Zinedine Zidane og Karim Benzema.
Dembélé har plejet en skade i de seneste uger og var derfor på plads til ceremonien. Dog uden støtte fra sine holdkammerater. PSG var mandag aften i aktion i Marseille, efter at Ligue 1-storkampen blev udsat søndag aften på grund af risiko for kraftig regn og oversvømmelse. Marseille, der havde den danske midtbaneduo Pierre-Emile Højbjerg og Matthew O’Riley med i hele kampen, vandt 1-0 over PSG.
Barca-stjerne skriver historie
Barcelonas Lamine Yamal var den største rival til prisen og blev nummer to. Teenagefænomenet vandt mesterskabet og pokaltitlen med Barcelona i sidste sæson. For andet år i træk kunne Yamal dog trøste sig selv med at blive kåret til Årets Unge Spiller.
28-årige Dembélé, der kom til PSG fra Barcelona i 2023, vandt både mesterskab og pokal i Frankrig og ikke mindst Champions League i sidste sæson. Han scorede otte mål undervejs til PSG’s første europæiske titel og blev også kåret til turneringens bedste spiller.
Det er journalister fra de franske medier L’Équipe og France Football, der har indstillet de nominerede til priserne i Ballon d’Or-kåringen. 100 medierepræsentanter fra de 100 højst rangerede lande på verdensranglisten har derefter stemt om vinderne ved at give hver 10 spillere point.
Hos kvinderne var landsholdskaptajn Pernille Harder blandt 30 nominerede, men trods en god sæson i Bayern München endte hun som nummer 20. Det skyldes ikke mindst hendes og Danmarks mangelfulde præstation ved EM i Schweiz i sommer.
Her slog England i finalen Spanien, og netop kandidater fra de to lande sloges om at modtage Ballon d’Or Feminin. Barcelonas Aitana Bonmatí endte med at snuppe prisen for tredje år i træk. Det er første gang i historien, at samme spiller har vundet prisen tre år i træk.
Opdateres ...
Ritzau
fortsæt med at læse




























