Finland blev igen dukket, da Jakob Michelsen i Parken debuterede som landstræner med en 2-0-sejr.

Bevæget landstræner roser holdet efter solid debut i Parken

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 22.09 med citater fra Jakob Michelsen.

Jakob Michelsen fik tirsdag en opløftende debut som landstræner for Danmarks fodboldkvinder. 2-0 vandt Danmark over Finland i Parken foran 14.475 tilskuere på en råkold efterårsaften.

Indskiftede Kathrine Kühl og Pernille Harder scorede i anden halvleg og sørgede dermed for en samlet 8-1-gevinst efter en overlegen dansk 6-1-sejr i Tampere fredag. Her stod assistent Johanna Rasmussen stod ved roret i Michelsens fravær på grund af hans fars bortgang dagen forinden.

Jakob Michelsen sendte derfor et blik mod himlen og var tydeligt bevæget, da han arm i arm med sin stab tirsdag sang med på nationalsangen før opgøret mod Finland i Parken.

»Jeg har været i Parken før, men det var meget specielt at høre nationalsangen for første gang som landstræner. Jeg fik tænkt godt og grundigt på den gamle, som jeg ved, vil være enormt stolt. Det var et bevægende øjeblik. Det var et stort øjeblik for mig træner og et følelsesladet øjeblik som menneske«, siger Michelsen.

En stolt og landstræner har udelukkende ros til sit mandskabs evne til at tilpasse sig nye ideer på meget få træninger.

»Holdet har leveret to meget overbevisende sejre. Fredag var fantastisk og i dag var det sublimt – eller måske rettere solidt – og fællesnævneren er, at holdet har været meget stabilt.

»Vi har stort set ikke givet en målchance væk mod et finsk hold, som sprudlede ved EM i sommer og var meget tæt på at gå videre«.

Især defensivt har holdet på meget kort tid forberedt sig markant og imponeret Michelsen, selv om keeper Freja Thisgaard spillede sine to første landskampe, Simone Boye og Stine Sandbech vendte tilbage efter fødsler, og venstreback Sofie Svava var med igen efter at være vraget til EM.

»De gav os en enorm stabilitet, og den base tillod en verdensklassespiller som Pernille Harder mere frihed til at sprudle«, siger Michelsen om anføreren, der scorede tre og assisterede to af de otte danske mål mod finnerne.

Attraktiv vej til VM

Den samlede danske sejr betyder, at holdet fortsat er en del af de 16 bedste hold i Europa og får en mere attraktiv vej til VM 2027 i Brasilien end Finland.

I foråret 2026 spiller Danmark i et Nations League-format i første omgang i en gruppe med fire hold, hvorfra vinderen avancerer til VM. Nummer to, tre og fire skal gennem to playoffrunder til efteråret for at komme med til slutrunden.

Selv om målene først kom i anden halvleg, blev de fremmødte i Parken også fint underholdt før pausen, hvor danskere takket være stram disciplin og i perioder højt pres holdt finnerne i en skruestik.

Allerede efter et minuts spil burde offensivspilleren Janni Thomsen have åbnet ballet, men friløberen endte med et forsøg i sidenettet. Thomsen havde endnu et par store forsøg i indledningen, men både hun og resten af det danske mandskab savnede lidt af den effektivitet, som herskede i første opgør.

Det samme gjorde sig gældende lidt senere, da Pernille Harder sparkede en stor mulighed lige på den finske keeper.

»Vis, I vil vinde’ og ’scor et mål«, lød det kampen igennem fra en lille og højlydt kerne, der sørgede for høj stemning, på B-tribunen i Parken. Og selv om åbningen på anden halvleg var lidt tam, blev ønskerne opfyldt.

Efter 73 minutter viste teknikeren Kühl sig frem fra sin stærkeste side, da hun i feltet på meget lidt plads udvekslede korte pasninger med Harder, indtil hun var på skudhold og sparkede bolden i nettet.

Det hjalp gevaldigt på stemningen, og efter 85 minutter steg den yderligere en tak, da Harder meget sikkert omsatte et straffespark, hun selv havde fremprovokeret, og lukkede ballet til 2-0.

Michelsens næste samling med landsholdet bliver i slutningen af november, hvor man blandt andet møder Norge i en testkamp i spanske Cadiz.

Tirsdag i næste uge bliver der trukket lod til VM-kvalifikationen. I bowlen er blandt andre England, Spanien, Tyskland, Frankrig, Sverige og Norge.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her