Flere spillere fra Real Madrid raser efter tirsdagens opgør i Champions League mod Benfica i Lissabon og anklager en af hjemmeholdets spillere for racisme.
Reals stjerneangriber Vinícius Júnior scorede et sublimt sejrsmål i anden halvleg og modtog et gult kort af dommeren for at fejre scoringen ved hjørneflaget foran Benficas fans. Mens Vinícius Júnior diskuterede det gule kort med dommeren, røg han ind i et skænderi med Benficas Gianluca Prestianni. Herefter styrtede Vinícius Júnior og flere holdkammerater pludselig hen mod dommeren.
Dommeren krydsede armene foran ansigtet og aktiverede dermed Fifa’s antiracismeprotokol. Kampen blev afbrudt i over 10 minutter.
Tv-billeder viste 20-årige Prestianni dække sin mund til med trøjen, før han kom med en bemærkning, som fik Vinícius Júnior og holdkammeraterne fra Real Madrid op i det røde felt.
»Racister er først og fremmest kujoner. De har brug for at holde trøjen op foran munden, hvilket viser, hvor svage de er«, skriver Vinícius Júnior på Instagram ifølge nyhedsbureauet AFP.
Vinícius Júnior mener, at der er frit spil til at komme med racistiske ytringer.
»På deres side har de beskyttelse fra andre, som teoretisk set er forpligtet til at straffe dem, skriver Real Madrid-angriberen. Intet af det, der skete i dag, vil jeg tolerere i mit eller min families liv. Jeg bryder mig ikke om at udtale mig i den her slags situationer. Især ikke efter en vigtig sejr, hvor overskrifterne burde handle om Real Madrid, men det er nødvendigt«, skriver Vinícius Júnior.
Hændelsen fik umiddelbart ingen konsekvenser for Gianluca Prestianni, der fik lov til at spille videre.
Mourinho kritiserer Vinicíus
Efter kampen har der fra været forskellige udlægninger af, hvad der blev sagt.
Benfica-træner José Mourinho har kritiseret Real Madrid-matchvinderens jubelscene og betegnet den som en provokation foran 60.000 Benfica-fans. Efter kampen talte Mourinho med begge spillere.
»Vinícius siger det ene, og Prestianni siger det andet. Jeg vil ikke være partisk, og jeg vil ikke sige, at jeg er 100 procent på Prestiannis side, men jeg kan ikke være upartisk og sige, at det, Vinícius har fortalt mig, er sandheden. Det kan jeg ikke. Jeg ved det ikke«, sagde Mourinho til Movistar Plus ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Vinícius Júnior får dog opbakning fra sine holdkammerater.
»Det er utroligt, at med dusinvis af kameraer på stadion var der ikke ét, der kunne opfange Prestiannis racistiske tilråb, men hvis man dækker munden for at sige noget, siger det meget«, siger Real Madrids Federico Valverde til Movistar Plus ifølge nyhedsbureauet Reuters.
»Ifølge mine holdkammerater, som stod tæt på, hørte de noget meget grimt. Mange mennesker har kæmpet mod racisme i fodbold. Vinicius er en af dem. Jeg er stolt af ham og hans store kamp«, tilføjer han.
Real Madrids midtbanespiller Aurélien Tchouaméni siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at Vinícius Júnior fortalte sine holdkammerater, at Prestianni kaldte ham en ’abe’.
25-årige Vinícius Júnior har flere gange været udsat for racisme i Spanien under kampe.
»En skændsel for fodbolden«
Også Real Madrids Trent Alexander-Arnold er rasende over episoden.
»Det, der er sket i aften, er en skændsel for fodbolden. Det har overskygget præstationen, især efter et så fantastisk mål«, siger han til Amazon Prime ifølge Sky Sports.
»’Vini’ har været udsat for dette et par gange i løbet af sin karriere. Der er ikke plads til det i fodbold eller i samfundet. Det er modbydeligt«, tilføjer han.
Real Madrids cheftræner, Álvaro Arbeloa, ryster også på hovedet.
»Det, der skete, er noget, som ingen kan lide. Man må spørge Benfica-spilleren, hvad han sagde«, siger Arbeloa ifølge AFP.
»Racisme er noget, vi skal udrydde fra fodboldverdenen«, tilføjer han.
ritzau
fortsæt med at læse




























