Artiklen er opdateret 21.05 med Dortmunds sejr.
Bundesliga-kampen mellem Bayer Leverkusen og Wolfsburg lørdag eftermiddag udviklede sig til et vildt opgør, som i den grad fik et dansk præg.
Tre forskellige Wolfsburg-danskere kom på tavlen mod Kasper Hjulmands mandskab, som alligevel endte med at vinde med tenniscifrene 6-3.
Jonas Wind, Joakim Mæhle og Christian Eriksen scorede alle i første halvleg, mens Alejandro Grimaldo holdt hjemmeholdet inde i kampen på BayArena.
Til sidst viste Hjulmands mandskab sig langt stærkest og forværrede gæsternes krise med en sand ydmygelse.
Det er den 11. kamp i træk, at Wolfsburg ikke har formået at vinde, og holdet ligger i nedrykningsfare på næstsidstepladsen i Bundesligaen.
Bayer Leverkusen ligger på sjettepladsen i den tyske liga.
Næsten et års måltørke
Det startede ellers godt for Wolfsburg, da Wind åbnede opgøret med en scoring efter et kvarters spil.
Den danske angriber brugte sin krop klogt til at holde en forsvarsspiller væk. Han vendte rundt på en høj bold, lod den hoppe og hamrede den derefter i mål til 1-0.
Det var Winds første scoring i denne sæson efter næsten et års måltørke. Hans seneste scoring var i maj 2025.
Efter knap en halv time kom Mæhle i fokus. Denne gang var det dog i en uheldig situation. Han skubbede en modspiller i ryggen inde i eget straffesparksfelt, og dommeren pegede på pletten.
Straffesparket blev sikkert omsat af Grimaldo, der sendte bolden forbi keeper Kamil Grabara.
Kort efter fik Mæhle dog rettet op på fejlen. Den danske back opsnappede bolden uden for feltet og sendte den i mål med et hårdt spark fra distancen.
Danskerne var dog ikke færdige med at have indflydelse på første halvleg. Det blev efter 38 minutter nemlig gæsternes tur til at få et straffespark, og her tog Christian Eriksen ansvaret. Den danske Wolfsburg-anfører var sikker fra pletten og øgede føringen til 3-1.
Hjulmands Leverkusen-mandskab svarede dog hurtigt igen. Kort før pausen fandt Grimaldo plads i Wolfsburg-feltet og sparkede bolden elegant i mål.
Fem minutter inde i anden halvleg kom kampens tredje straffespark. Igen var det Leverkusen, der fik chancen, og denne gang var det tjekkiske Patrik Schick, der sendte udligningen i mål.
Danske Jesper Lindstrøm blev også skiftet ind efter godt en time, men kort efter fik Leverkusen sin fjerde scoring.
Wolfsburg så helt fortabte ud i forsvaret, og Edmond Tapsoba scorede til 4-3.
Forsvaret så igen fraværende ud, da Leverkusens Ibrahim Maza også gjorde det til 5-3.
Langt inde i overtiden færdiggjorde Leverkusens Malik Tillman ydmygelsen med scoringen til 6-3.
Scoring i otte minutters overtid
Også i Freiburg var tilskuerne vidner til lidt af en rutsjetur. Med ti minutter tilbage af den ordinære spilletid førte det undertippede hjemmehold med 2-0 mod Bayern München. Men i kampens døende minutter scorede Bundesligaens førerhold tre gange og vendte 0-2 til sejr.
På den måde undgik Bayern München sit andet nederlag i denne Bundesliga-sæson.
Kampen i Freiburg lørdag startede skidt for Bayern München. Hjemmeholdets Johan Manzambi tog chancen fra lang afstand, og selv om bolden havde lang vej ind til målet, stod Bayern-keeper Manuel Neuer helt stille, og bolden gik i mål.
Neuer så igen uheldig ud ved Freiburgs scoring til 2-0. Den erfarne målmand satsede stort på et hjørnespark, men fik ikke slået bolden væk. I stedet faldt bolden ud til Lucas Höler, som kunne score til 2-0.
Føringen holdt helt til det 81. minut, men så begyndte det at gå galt for hjemmeholdet.
Reduceringen kom efter en flot afslutning fra Tom Bischof. Den 20-årige Bayern-spiller sendte et tørt hug fra distancen til 1-2. Til sidst lagde Bayern München et tungt pres på Freiburg-forsvaret, og Bischof scorede endnu engang på et flot langskud til 2-2.
Kampen gik ind i over otte minutters tillægstid, før den afgørende scoring faldt.
Denne gang var det 18-årige Lennart Karl, der fik prikket bolden i mål og fuldendte det vilde comeback.
Sejr i overtid
Minsandten om der ikke også var drama i Stuttgart, hvor ligaens nummer 2, Dortmund, var på besøg.
0-0 stod der, da uret passerede de 90 minutter, men Dortmund scorede to gange i overtiden og fastholder andenpladssen - ni point efter Bayern München.
ritzau


























