Silkeborg var tæt på sejr, men Fredericia vendte kampen i overtiden. Randers nærmer sig nedrykningstregen med nederlag i Odense.

Silkeborg kollapser til sidst i bundbrag

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Silkeborg IF lignede længe en vinder i bundbraget på hjemmebane mod FC Fredericia søndag eftermiddag, men gæsterne kom tilbage i overtiden og sikrede uafgjort i en direkte duel i bunden af Superligaens nedrykningsspil.

Callum McCowatt og Tonni Adamsen stod for Silkeborgs mål i en kamp, hvor indskiftede Jonatan Lindekilde blev afgørende for Fredericia med to sene scoringer.

Med fem runder tilbage har Silkeborg nu 27 point på 11.-pladsen, mens Fredericia forbliver over stregen med 29 point på tiendepladsen.

Randers FC tabte samtidig søndag til OB og står med 30 point på niendepladsen.

Alle tre hold har dermed stadig en dramatisk overlevelseskamp foran sig i de kommende uger. Vejle Boldklub er ligaens bundprop og ligger fortsat dybt under nedrykningsstregen.

I søndagens kamp var det gæsterne fra Fredericia, der kom bedst ud til opgøret, og efter godt 20 minutter sendte angriberen Friday Etim et projektil afsted fra kanten af feltet. Nicolai Larsen var dog vågen i Silkeborg-målet og diskede op med en flot redning.

Kort efter slog hjemmeholdet til første gang. Callum McCowatt tog chancen fra distancen, og med lidt held på vejen ramte bolden en forsvarsspiller og sejlede i mål.

Efter godt en halv times spil blev William Kirk sendt til baglinjen med en præcis stikning, hvorfra han lagde et fladt indlæg ind til Tonni Adamsen, der sikkert kunne sende sit 12. sæsonmål i nettet.

Silkeborg kunne også nemt være kommet foran 3-0 kort før pausen, da både Kirk og Sofus Berger havde store muligheder.

Også i anden halvleg kom Fredericia bedst ud af omklædningsrummet. Gustav Marcussen fik sendt bolden i mål efter 52 minutter, men der blev dømt offside i opspillet, og målet blev annulleret.

I det 78. minut lykkedes det så for den netop indskiftede Jonatan Lindekilde at reducere for gæsterne. Den 20-årige midtbanespiller udnyttede en rodet situation i Silkeborg-forsvaret og sparkede 1-2-målet ind.

I overtiden slog Lindekilde igen til og sikrede Fredericia det ene point med sin anden scoring.

Nedrykningsfaren vokser hos Randers

Randers FC er rykket nærmere nedrykningsstregen, efter at klubben søndag på udebane tabte 1-3 til OB i Superligaens nedrykningsspil.

OB var udfordret efter pausen, hvor Randers slog tilbage, men fynboerne leverede en flot respons i de sidste 20 minutter.

Randers led sit andet nederlag på stribe og har blot tre point ned til Silkeborg IF under stregen.

OB fik omvendt oprejsning efter seneste rundes nederlag og topper nedrykningsspillet foran FC København med 37 point.

Jann-Fiete Arp har været bænket i de seneste kampe, men søndag fik OB-profilen igen chancen fra start, og han havde sit fokus rettet mod netmaskerne.

Efter fem minutter fandt Paul Izzo en sublim redning frem på et frisparksforsøg fra Arp, inden tyskeren et par minutter senere skød et pænt stykke over mål.

OB pressede fortsat på, og efter 20 minutter tog Jona Niemiec sagen i egen hånd og bragte fynboerne foran.

Han styrede den direkte duel mod Daniel Høegh fra start til slut og krøllede bolden uden om Izzo fra kanten af feltet.

OB var i første halvleg flere gange tæt på at fordoble føringen, mens Randers kun momentvis bed lidt fra sig.

Der kom andre boller på suppen hos Randers efter pausen, hvor Cyril Edudzi bragte balance i regnskabet efter en times spil.

Ghaneseren tog et par træk i feltet, inden han fra kort afstand sendte bolden over hovedet på Viljar Myhra i OB-målet.

Randers var som forvandlet, men i en kort periode, hvor OB var bedst, kastede fynboerne en spand koldt vand i hovedet på gæsterne.

Efter et hjørnespark blev bolden sendt tilbage i banen til Leeroy Owusu, der på fornem vis skød læderet i mål via overliggeren.

Der var store chancer i begge ender mod slutningen, hvor Marcus McCoy slog sømmet i kisten.

Han løb med ind i feltet, og efter lidt klumpspil endte han selv med at trille bolden over stregen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her