Tilbud: Læs og lyt til Politiken digitalt for 149 kr./md.

Uefa mener fortsat ikke, at Fifa har opfyldt betingelserne for at afværge en boykot af forbundets turneringer.

Uefa fastholder trussel om boykot af Fifa-turneringer

Uefa er fortsat parat til at boykotte Fifa-turneringer, selv om Fifa-præsident Gianni Infantino har droppet sine planer om private investeringer. Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Uefa er fortsat parat til at boykotte Fifa-turneringer, selv om Fifa-præsident Gianni Infantino har droppet sine planer om private investeringer. Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) er fortsat parat til at boykotte Fifa-turneringer, selv om Fifa-præsident Gianni Infantino har droppet sine planer om private investeringer.

Det fremgår af en udtalelse fra Uefa, skriver BBC Sport torsdag.

Uefa oplyser, at forbundet fortsat ikke har fået de nødvendige garantier for, at lignende planer ikke bliver fremlagt igen.

»Uefas medlemsforbund gjorde det meget klart, hvilke betingelser der skulle være opfyldt for, at de fortsat ville deltage i Fifa-turneringer«, lyder det i udtalelsen.

Ifølge Uefa var kravene, at planerne om at sælge andele i de største turneringer blev droppet, og at Fifa samtidig garanterede, at lignende forsøg ikke ville blive gentaget.

»Disse betingelser er ikke blevet opfyldt«, skriver Uefa ifølge BBC Sport.

»Derudover gjorde Uefa det helt klart i sin udtalelse lørdag, at forbundet har mistet tilliden til Gianni Infantinos ledelse af Fifa. Den holdning er uændret«.

Sent onsdag erkendte Gianni Infantino i et brev fra Fifa, at der blev begået fejl i forbindelse med de kontroversielle planer om at sælge andele i Fifas turneringer til private investorer.

Det var Infantinos første offentlige undskyldning, siden han præsenterede - og senere trak tilbage - investeringsplanen.

»Vi beklager oprigtigt disse fejl og forpligter os til at sikre, at de ikke sker igen«, hedder det videre i brevet ifølge Sky News.

»Med dette for øje vil vi gennemføre en nødvendig gennemgang, og en rapport vil blive fremlagt for Fifa-rådet på dets næste ordinære møde«.

Brevet slår samtidig fast, at generalsekretær Matthias Grafström og den øvrige Fifa-ledelse fortsat giver deres »fulde opbakning’ til Infantino, som den seneste tid har været udsat for omfattende kritik«.

DBU-formand har fortsat ikke tillid til Infantino

Jesper Møller er tilfreds med undskyldning fra Fifa-præsident, men det er ikke nok for DBU-formanden.

Dansk Boldspil-Unions formand, Jesper Møller, har fortsat ikke tillid til Gianni Infantino som Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) præsident.

»Det er naturligvis positivt at have fået en skriftlig undskyldning for forslaget om Fifa Forward Enterprise samt den fornyede bekræftelse på, at det er trukket tilbage, men det har ikke fået mig til at ændre mening i forhold til tidligere udtalelser«, siger Jesper Møller torsdag til DBU’s hjemmeside.

DBU-formanden sagde i sidste uge, at tilliden til Gianni Infantino var forsvundet efter sagen om, at Fifa ville oprette et kommercielt selskab, der skulle sælge aktier.

Fifa ville i alt sælge aktier for over 27 milliarder kroner, som så for en del af pengenes vedkommende skulle fordeles ud over de nationale fodboldforbund.

Men præsidenten blev både angrebet for at sælge fodboldens sjæl samt for den måde, han havde præsenteret forslaget på, altså uden at involvere de kontinentale fodboldforbund og andre.

Gianni Infantino var sent onsdag aften ude med en undskyldning for sin ageren i sagen.

»Vi må fortsat som minimum kræve, at der udarbejdes en fuldstændig redegørelse indeholdende alle relevante oplysninger og bilag. Om det kan vente til førstkommende ordinære FIFA Council-møde, må i første omgang være op til Uefas ledelse og de europæiske medlemmer af Council at vurdere«, siger Jesper Møller.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her