Callum McCowatt var i starten af august i vælten for et interview med Viaplay, hvor han kritiserede Silkeborg-ledelsen, men mandag aften blev det nok glemt i Søhøjlandet.
Newzealænderen blev matchvinder, da Silkeborg hjemme vandt 1-0 over OB.
Det var den første sejr i sæsonen til Silkeborg, der i seneste runde tabte 1-3 på eget kunstgræs til FC København.
Efter det nederlag gav McCowatt et interview, hvor han kritiserede Silkeborgs transferpolitik. Man fik lovning på ting, som ikke blev holdt, lød det. McCowatt undskyldte efterfølgende for det, sagde sportschef Jesper Stüker dagen efter.
Mandag aften var newzealænderen så hovedårsag til, at Morten Dahm Kjærgaard fik sin første sejr som Silkeborg-cheftræner.
Det skete mod fynboerne, der også står med en ny mand på sidelinjen i form af Thomas Thomasberg.
I kampen var det dog tydeligt, at Dahm Kjærgaard har haft hele opstarten med sit hold, mens Thomasberg tog over i OB én kamp inde i sæsonen.
Værterne var langt bedre afstemt i de fleste facetter. Efter lidt mere end 25 minutter så det ud til, at overtaget mundede ud i spillets helt store chance, da OB’s Marcus McCoy nedlagde Oliver Ross i eget felt.
Dommer Svend Funder dømte prompte straffespark, men efter et længere VAR-gennemsyn omstødte han kendelsen.
Kort inde i anden halvleg faldt kampens enlige mål så.
McCowatt fik lægterne til at glemme den seneste periodes virak, da han forsøgte sig lidt uden for feltet. En afretning snød Viljar Myhra, der i OB-målet akkurat havde for korte arme til at holde bolden ude af kassen.
Føringsmålet tvang OB længere frem på banen. Tættest på en udligning kom tyske Noah Ganaus, da han forrest i feltet headede et indlæg på indersiden af stolpen.
Bolden dansede langs stregen, men passerede ikke, og i den sidste fase af kampen udeblev det helt store fynske pres for en udligning.
ritzau