Fødselsdagstilbud: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

Forud for søndagens returkamp mellem Irland og Israel blev pressemøde med irsk landstræner afsluttet brat.

Irlands pressemøde brat afbrudt efter spørgsmål fra israelske journalister

Irlands landstræner, Heimir Hallgrimsson, fotograferet ved et tidligere pressemøde.  Foto: Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix
Irlands landstræner, Heimir Hallgrimsson, fotograferet ved et tidligere pressemøde. Foto: Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix

Situationen omkring Israel fylder igen i optakten til returkampen mellem fodboldlandsholdene fra Irland og Israel.

Lørdag førte spørgsmål fra israelske journalister til Irlands landstræner, Heimir Hallgrimsson, til, at pressemødet blev afbrudt.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Irland vandt det første Nations League-opgør mod Israel med 3-0 i Ungarn tirsdag efter en turbulent optakt.

De irske spillere stemte for at gennemføre kampen trods uro på holdet over krigen i Gaza.

Under kampen bar de irske spillere armbind og sænkede demonstrativt hovedet, mens den israelske nationalsang blev spillet. De to holds anførere gav ikke hånd før kampstart.

Returopgøret spilles søndag i Backa Topola i Serbien, efter at det irske fodboldforbund (FAI) af sikkerhedsmæssige årsager afslog at være vært for kampen på hjemmebane.

Lørdag spurgte en journalist den irske landstræner, hvad han mente om hændelsen onsdag, hvor en andenpilot angreb og sårede kaptajnen på et fly fra De Forenede Arabiske Emirater til Israel.

»Hvad siger du om de mennesker, som du støtter? Deres ideologi er baseret på mord«, spurgte journalisten ifølge AFP Hallgrimsson.

»Bare i denne uge forsøgte en af dem at dræbe 170 israelske passagerer, heriblandt 27 uskyldige børn og tusindvis af andre«, lød det videre fra journalisten.

En presseansvarlig fra det irske landshold blandede sig og sagde, at de ikke tog den slags spørgsmål på pressemødet.

»Vi tager spørgsmål om fodbold«, lød det.

En anden journalist henvendte sig derefter til den irske landstræner og sagde, at de irske spillere havde ’kaldt vores spillere for aber under kampen’.

Spørgsmålet blev med det samme afbrudt af en repræsentant for det irske fodboldforbund, som sagde, at ’det er fuldstændig usandt’. Mikrofonen blev derefter fjernet fra journalisten.

Kort efter afsluttede den irske delegation pressemødet brat.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her