Det danske kvindelandshold i fodbold spillede natten til lørdag dansk tid 1-1 med Canada i en testkamp forud for næste års VM-slutrunde i Brasilien.
Kampens officielle resultat var 1-1.
Inden opgøret i canadiske Montreal var det dog blevet besluttet, at kampen skulle gå videre til straffesparkskonkurrence, hvis den endte uafgjort, for at teste skuddene fra 11-meter-pletten forud for VM.
Canada vandt straffesparkskonkurrencen 4-2, efter at Janni Thomsen ramte stolpen og Mille Gejl sendte bolden langt over mål.
»Jeg synes, det blev en fin testkamp. Der var ny formation, der blev prøvet af, der var fem nye debutanter og mange nye konstellationer, og ud fra det synes jeg, vi gør det godt«, siger anfører Pernille Harder til DR Sporten.
De danske kvinder stillede op i en 4-3-3-formation i forhold til deres normale formation med tre forsvarsspillere og wingbacks og kom bedst fra start i kampen.
Trods canadisk dominans på bolden sendte Pernille Harder Danmark i front efter 24 minutters spil efter et flot kontraangreb og et oplæg fra Amalie Vangsgaard.
Knap ti minutter senere var Canada meget tæt på at bringe balance i regnskabet, men Jessie Fleming tordnede bolden lige over overliggeren i det danske mål.
Landstræner Jakob Michelsen skiftede ti danske spillere ud efter pausen og gav plads til flere debutanter i testkampen. Også Canada testede en række spillere i anden halvleg.
Canada havde bolden i det meste af kampen, og det pressede længe på for en scoring.
Efter 84 minutters spil kunne det danske forsvar ikke længere holde de canadiske kvinder væk, og Arsenal-spilleren Olivia Smith sendte bolden i det danske mål med venstrebenet.
ritzau