Manchester United var bagud 0-2 ved pausen og på kurs mod sin tiende kamp i træk uden sejr.
Men et fremragende comeback i anden halvleg sikrede holdet en 3-2-sejr over Roma i Champions League og lidt tiltrængt luft til cheftræner Michael Carrick.
Brasilianske Matheus Cunha scorede to gange, efter at Bruno Fernandes i to omgange havde kickstartet comebacket på et straffespark.
Med sejren har United seks point midt i Champions League-tabellen efter fire kampe. Roma har fire point lidt derefter.
Det begyndte ellers på alle måder forfærdeligt for United.
Efter ti minutter blev bolden presset fra Kobbie Mainoo, og Roma fangede med hurtige pasninger Uniteds bagkæde i ubalance.
Matias Soule blev spillet helt blank i feltet og havde tid til både en tæmning og et træk, inden han sikkert passerede Senne Lammens.
Godt en håndfuld minutter derefter blev ondt værre for de kriseramte værter.
Stopperen Ayden Heaven blokerede Soules forsøg med armen, og Donyell Malen omsatte sikkert til 2-0 på det medfølgende straffespark. Ifølge statistikfirmaet OptaJoe er 17 minutter det tidligste, et udehold har scoret to gange mod United i en europæisk turnering.
Tredjemålmand Devis Vasquez debuterede på grund af skader mellem stængerne for Roma, men United fik før pausen på ingen måde testet colombianeren.
Dertil var hjemmeholdets spil for fejlfyldt og tandløst. I stedet var Soule med et nærgående hug tæt på at øge til 3-0.
Stemningen vender
Ti minutter inde i anden halvleg steg stemningen på Old Trafford, da Roma-stopper Gianluca Mancini begik straffespark på Matheus Cunha.
Bruno Fernandes tabte første duel med Vasquez, men fik en ny chance, da dommerteamet spottede Roma-folk i feltet inden sparket, og anden gang var portugiseren anderledes sikker.
Reduceringen blev startskuddet til Uniteds bedste periode. Bryan Mbeumo slap kort efter alene igennem, men ramte begge stolper med sit forsøg.
United truede også på dødbolde, men Roma sparkede et forsøg væk på stregen, og Harry Maguire appellerede siden forgæves for straffespark.
Roma var presset langt tilbage, og efter 83 minutter kom udligningen, da den argentinske stopper Leonardo Balerdi sparkede et stort hul i luften og forærede Cunha en helt åben mulighed fra kort afstand.
Brasilianeren modtog et par minutter senere bolden fra indskiftede Shea Lacey og huggede fra en spids vinkel prompte kuglen ind ved nærmeste stolpe, hvilket fik Old Trafford til at koge.
Cunha smed trøjen og så gult, hvilket i overtiden blev vekslet til rødt, da han i sin iver for at kæmpe sejren i hus kom for sent i en tackling.
ritzau
fortsæt med at læse