Antallet af danskere i de fire største europæiske ligaer er faldet drastisk forud for denne sæson, og selv i de mindre fodboldnationer har danskerne haft markant mindre succes end tidligere.
Kun i seks lande har der været danskere på mesterholdene efter ti, ni tretten og ti de seneste fire år. Desuden spillede Andreas Christensen i Barcelona og Christian Nørgaard i Arsenal meget beskedne roller i sidste sæsons titler.
Fakta
Mestre i udlandet
I 2026 har foreløbig ni danske spillere vundet nationale mesterskaber i seks forskellige lande:
- England: Christian Nørgaard (7 kampe) for Arsenal
- Færøerne: Marius Lindh (27 kampe/7 mål), Daniel Obbekjær (27/6) og Sammy Skytte (10/1) for NSI Runavik
- Island: Tarik Ibrahimagic (15/1) og Nikolaj Hansen (10) for Vikingur Reykjavik
- Portugal: Victor Froholdt (34/6) for FC Porto
- Spanien: Andreas Christensen (13) for FC Barcelona
- Østrig: Kasper Jørgensen (32/7) for Linzer ASK
Søndag var der lagt op til mesterskabstitler til yderligere to danskere i en betydeligt mindre profileret liga, da sidste spillerunde i Finland blev afviklet med et stor dramatik.
HJK Helsinki ville med en hjemmesejr over AC Oulu blive mester for 34. gang, men den dramatiske kamp endte 3-3, og så gik mesterskabet i stedet til Inter Turku, der kun har været finsk mester én gang før, i 2008.
Som et meget lille plaster på et blødende sår fik 24-årige Mads Borchers i sidste kamp scoret to gange, hvilket gør ham til den første danske topscorer i finsk fodbold nogensinde. Med 22 scoringer i sæsonens 32 kampe blev den titel sikret med et suverænt forspring på 7 mål til nummer to på listen.
I finalekampen, hvor HJK for bare anden gang i denne sæson var uden klubbens anden dansker, backen Leonel Montano, der er lejet i Silkeborg, kom AC Oulu foran 2-0. Fra anden halvlegs start blev indehaveren af den finske landskampsrekord, den 36-årige tidligere Brøndbyspiller Teemu Pukki, sendt på banen. Det gjorde en forskel.
I det sidste kvarter scorede Mads Borchers til 1-2 og på Pukkis oplæg til 2-2. AC Oulu fik et direkte rødt kort efter 80 minutter, men kom kort efter foran på et drømmeskud i det ene målhjørne, og så gjorde det ingen forskel i mesterskabskampen, at HJK udlignede tre minutter før tid – på endnu et oplæg fra Pukki, der spillede karrierens sidste kamp.
Forlod Esbjerg, da der var kaos
Mads Borchers spillede kun tre kampe i den næstbedste danske række, inden han i 2022 forlod Esbjerg og drog ud på en europæisk rundtur, der har bragt ham til Vestur og HB Torshavn på Færøerne, Varberg i Allsvenskan, Vaasan PS i Finland, Ingolstadt i den tyske 3. Bundesliga og så til HJK på en lejekontrakt, der siden er blevet vekslet til en fast aftale indtil 2028.
Borchers kommer fra Sønderborg, men skiftede som 13-årig til Esbjerg fB, hvorfra han som 17-årig blev lejet ud.
»Jeg blev rykket op på førsteholdet i den der periode med Peter Hyballa som cheftræner, og det var jo lidt en kaostid. Der blev hentet rigtig, rigtig mange spillere til klubben, og jeg tror næsten, at vi var 40 spillere i truppen på et tidspunkt. Da der så kommer en ny træner til (Roland Vrabec, red.), får jeg så at vide, at der ikke var plads til mig i truppen. Der kunne jeg så vælge, om jeg ville tage et tredje år på U19 eller tage på et lejeophold. Der valgte jeg så den anden mulighed for at få spillet noget seniorfodbold«, har Mads Borchers fortalt til Campo.
Flere mestre i både Sverige og Norge
Der vil dog være yderligere danskere, der vinder mesterskaber i udlandet. Der mangler to spillerunder i Sverige, hvor enten Hammarby med Victor Lind og Frederik Winther eller Sirius med Marcus Lindberg og Tobias Anker er sandsynlige mestre, og i Norge kan kun Bodø/Glimt med Villads Nielsen eller Viking med Peter Christiansen og Anders Bærtelsen vinde mesterskabet.