FC København kom fornuftigt igennem klubbens første Champions League-kamp, selvom spillet aldrig nåede de højder, det gjorde i kvalifikationskampen på hjemmebane mod Ajax, og træner Ståle Solbakken var da også ganske godt tilfreds med 0-0-resultatet.
»Jeg er rimelig tilfreds med kampen. Vi har fået point i Champions League mod et hold, der har slået Liverpool på Anfield Road. Vi må stikke fingeren i jorden med hensyn til, hvor vi står, og være tilfredse med 0-0«, sagde Ståle Solbakken efter kampen.



























