Den italienske fodbolddommer Mauro Bergonzi kan imødese en længere karantæne, efter at han i weekenden fejlagtigt tildelte Napoli to straffespark i hjemmekampen mod Juventus, som Napoli endte med at vinde 3-1.
Foreløbig er Bergonzi ikke blevet udtaget hverken til Serie B-kampene tirsdag eller næste runde af Serie A onsdag, og italienske medier spekulerer i, at Bergonzi går glip af kampe i en måned og derefter må genvinde sin troværdighed i Serie B-kampe.




























