U21-landsholdet vil lukke med sejr

Landstræner Bordinggaard kan glæde sig over, at han igen har sin anfører til rådighed.
Landstræner Bordinggaard kan glæde sig over, at han igen har sin anfører til rådighed.
Lyt til artiklen

Siden 1-0-nederlaget i juni måned til Finland i første spillerunde af U21-holdenes EM-kvalifikation har landstræner Keld Bordinggaards opkomlinge ikke tabt.

Og sådan skal det ifølge Bordinggaard også være efter opgøret mod Slovenien i Aalborg i aften.

Landstræneren har skiftet fem spillere ud i forhold til 3-0-sejren i Litauen i fredags, men det kan den brede trup tilsyneladende sagtens bære.

»Alle spillerne har vist en imponerende kvalitet og startopstillingen kunne have set anderledes ud på flere pladser. Men vi har valgt en opstilling med fem ændringer i forhold til Litauen kampen. Michael Jakobsen er tilbage efter overstået karantæne, og Søren Christensen og Leon Jessen blev skånet i Litauen. De er alle tre nye fra start. Det samme er Brian Nielsen og Martin Christensen, der begge har vist sig gennembrudsstærke og skarpe i træningerne«, siger Keld Bordinggaard til DBU's hjemmeside.

Klar til opgaven
Recepten på sejr er enkel.

»Kunsten består endnu engang i at finde vores spil og på den måde frigøre os fra slovenerne. Træningerne op til kampen har vist, at vi er klar til opgaven«, siger U21-landstræneren.

Finsk føring

Danmark ligger på andenpladsen i kvalifikationsgruppen, som føres af Finland.

Gruppevinderne går direkte videre til playoffkampe. Det samme gør de fire bedste to'ere fra de i alt ti grupper.

Ved slutrunden i Sverige i 2009 deltager otte mandskaber.

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her