Argentinsk nedtur i Colombia

Carlos Tevez (med ryggen til) blev sendt i bad af dommer Jorge Larrionda fra Uruguay i det 25. minut.
Carlos Tevez (med ryggen til) blev sendt i bad af dommer Jorge Larrionda fra Uruguay i det 25. minut.
Lyt til artiklen

Topholdet i den ti hold store sydamerikanske VM-kvalifikationsgruppe led i tredje spillerunde natten til onsdag det første nederlag.

I Bogota kunne 42.000 tilskuere se Argentinas Carlos Tevez blive præsenteret for det røde kort midt i første halvleg, hvor Manchester United-angriberen plantede en albue i ansigtet på Colombias Ruben Dario Bustos.

Ruben Dario Bustos var dog ikke mere medtaget af situationen end at han efter pausen på frispark kunne udligne den argentinske føring, som Lionel Messi havde skabt via en flot dribletur gennem hjemmeholdets forsvar.

Målmand på afveje

Colombias sejrsmål faldt små ti minutter før tid, hvor Michael Laudrups Getafe-målmand Roberto 'Pato' Abbondanzieri kom for langt væk fra sit primære arbejdsområde og gjorde det let for Daryo Moreno at sende bolden over stregen til colombiansk sejr.

På trods af nederlaget topper Argentina stadig gruppen, men Paraguay kan med en gevinst i Chile overtage førstepladsen.

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her