AGF-fansene har en sang, som mere eller mindre bare går: »Super AGF, super AGF, super AGæææf«. Hvorfor de har det, er vel egentlig en gåde, men de synger den, og de synger den højt. Og hvor kan man dog unde de østjyske fans en sejr - så meget dårligt spil har de set, så meget til grin har deres hold været, og alligevel er de på stadion, og alligevel bakker de fænomenalt op. Fortjent føring Derfor følte man lettelsen, da det hvide hjemmehold kunne gå til pausen med en yderst fortjent føring mod et yderst tyndt AaB-hold. Gæsterne formåede ikke at skabe ret meget pænt spil, kun Caca fik lavet lækkerier. Træner Erik Hamrén forsøgte sig uden held med Thomas Augustinussen på den venstre midtbaneplads, som må give svenskeren konstante hovedbrud. I front havde Simon Bræmer fået sneget sig ind i startformationen, men han var fuldstændig uskarp. Anderledes med hjemmeholdet, som spillede frisk til, fightede og rent faktisk også lykkedes med meget. De tre unge knægte Krabbe, Gjesing og Lumb virker alle som spændende spillere, som Ove Pedersen nok skal få meget glæde af. Slut med fornøjelserne Efter pausen var det slut med fornøjelserne. Begge hold rodede rundt på græsset. Faktisk skulle der gå over tyve minutter, før vi fik den første redning i anden halvleg - og det var endda kun en horribelt ringe jordfræser, der skulle samles op. Mod slut blev de hvide tydeligt nervøse, og et bedre hold end AaB havde straffet usikkerheden og snuppet alle tre point. Nu holder AGF fast i den totalt teoretiske overlevelseschance. Men kun lidt endnu.