Farvel til SønderjyskE

Lyt til artiklen

Det hjalp ikke Sønderjyske at sige farvel til Morten Bruun. Mandag overtog Ole Schwennesen og Peter Sand posten fra den fyrede træner, og selv om det nok var de færreste, der regnede med, at trænerduoen kunne nå at redde Sønderjyske fra nedrykning, havde tilskuerne på Esbjerg Stadion måske ventet en herrefight til det sidste fra de spillere, der angiveligt stod bag fyringen. Slappe sønderjyder Men det fik de ikke før til allersidst. I stedet fik de primært en nem 3-2-hjemmesejr og to flotte mål af kampens spiller, svenske Demba Njogu-Nyrén. Før kampen havde Sønderjyske ellers mest at kæmpe for, nemlig den spinkle chance for at redde livet i SAS-Ligaen. Men det var svært at se i første halveg, hvor Sønderjyske mere lignede en flok, der var kommet til vestkysten for at nyde det gode vejr, end et hold, der sammenbidt ville kæmpe for at undgå nedrykningen. Intet boldpres, ingen glidende tacklinger og ingen, der gik forrest for at piske holdkammeraterne frem. To afslutninger præsterede sønderjyderne i hele første halveg - begge forbi mål. Nyrén ihærdig Samtidig kan det ikke udelukkes, at Esbjerg-spillerne mest af alt venter på pokalfinalen torsdag mod Randers FC. Og det var formentlig derfor, der skulle gå tyve minutter, før aktørerne på banen første gang fremkaldte et lille sus på tribunerne. Demba Njogu-Nyrén nåede højest til en frisparksbold, men headede snert forbi den ene stolpe. Og uret rundede yderligere et kvarter, før de 6.172 tilskuere første gang kom op af stolene. Et hjørnespark førte til klumpspil i Sønderjyskes felt, hvor de fleste Esbjerg-spillere stoppede op og appellerede for straffespark til Lasse Kryger. Men ikke Njogu-Nyrén, der kæmpede energisk videre og fik afsluttet. Henrik Ipsen halvklarede, men Nyrén var over returen og scorede til 1-0. I samme minut scorede Besart Berisha i Århus for Horsens, og så var Sønderjyske ude af SAS-Ligaen. Underholdning efter pausen Anden halveg blev en anderledes underholdende affære, da Sønderjyske mod slutningen pludselig valgte at kæmpe en smule for sagen. Da var det dog for sent. Inden de sidste sønderjyske krampetrækninger havde Demba Njogu-Nyrén og Fredrik Berglund nemlig definitivt slukket lyset for nedrykkerne med en scoring hver. Derfor blev sidsteøjebliksmålene af først John Jairo Mosquera og derefter den ligeledes indskiftede superligaveteran Michael Nonbo kun kosmetik, der ikke dækkede indtrykket af et Sønderjyske-hold, der kunne have solgt sig dyrere end de gjorde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her