Arsenal i Champions League

Lyt til artiklen

Spillere og ledere i Tottenham samt klubbens mange fans havde set frem til, at klubben i den kommende sæson skulle være med i de fine selskab i Champions League. Men efter sidste spillerunde i Premier League står det fast, at drømmen ikke bliver til noget i denne omgang. Tottenham tabte 1-2 til West Ham, mens Arsenal besejrede Wigan 4-2, og dermed sikrede Arsenal sig den eftertragtede fjerdeplads, der udløser kvalifikationskampe til den store klubturnering. Stort drama Kampen om fjerdepladsen fik et dramatisk forspil, da Tottenham i timerne op til kampstart forsøgte at få opgøret udsat, da flere af klubbens spillere blev ramt af maveonde, men den forklaring ville den engelske ligaforening ikke acceptere, og Tottenham blev beordret til at spille kampen. Holdets stamspillere var også på banen, men måske var det rumsterende maver, der var årsag til, at West Ham efter 10 minutter kunne bringe sig foran. Jermain Defoe fik dog udlignet i første halvleg, og det så i en halv times tid ud til at være nok til at bringe Tottenham i Champions League, da stillingen på Highbury på det tidspunkt var 2-2 mellem Arsenal og Wigan. Topscorer Henry Thierry Henry kan man dog ikke holde ned, og i kraft af et hattrick af Arsenals franske angriber blev kampen vundet 4-2 og Henry blev sæsonens topscorer med 27 mål. Så skulle Tottenham vinde for at gøre sig håb om Champions League-fodbold. Det gik dog lige modsat, da West Ham vandt kampen 2-1, og dermed sluttede sæsonen med en femteplads og en stor skuffelse for Tottenham, der i lang tid havde kurs mod verdens mest prestigefulde klubturnering. Til gengæld kunne Arsenals spillere juble hjemme på Highbury efter den sidste kamp nogensinde på det traditionsrige stadion. Jublen kan tage til i styrke, når Arsenal i sæsonens sidste kamp dem 17. maj spiller Champions League-finale med FC Barcelona i Paris. Van Nistelrooy i uvejr Med en sejr på 4-0 på hjemmebane over Charlton blev det en kendsgerning, at Manchester United tog sølvmedaljerne. Men det var ikke dagens hovedhistorie i Manchester. Klubbens hollandske topscorer Ruud van Nistelrooy kan meget vel have spillet sin sidste kamp på Old Trafford på grund af den opførsel, han leverede umiddelbart inden kampen. Han var ikke blandt de 11 spillere, der skulle starte på banen, og det var han tilsyneladende så utilfreds med, at han satte sig ind i sin bil og forlod stadion. Det er med garanti ikke en opførsel, som Manchester Uniteds manager, Alex Ferguson, vil se med milde øjne på, og derfor er der lagt op til et dramatisk efterspil i Manchester. Status Hvem der løb med guldet i England, var der ingen spænding om, da Chelsea for længst har sikret sig mesterskabet. Søndag tabte Chelsea for anden spillerunde i træk, da det blev til et nederlag på 0-1 i Newcastle, men det bør ikke bekymre klubbens fans. Bronzemedaljerne gik til Liverpool, der sluttede af med at vinde 3-1 over Portsmouth. Inden sidste spillerunde stod det allerede fast, at Sunderland, West Bromwich og Birmingham i næste sæson er at finde i den næstbedste engelske række.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her