Stade de France i Paris er ovnen, Arsenal og FC Barcelona er melet, franskmanden Thierry Henry er sukkeret, og brasilianeren Ronaldinho er flødeskummet. Og derfor bør aftenens Champions League-finale blive det rene konditorfodbold. Den ekstreme oplevelse for det lækkersultne øje. Jamen, hvad kan man forlange mere? Det er jo kampen, der involverer nogle af verdens bedste fodboldrejsende, de største stjerner på den europæiske scene i kamp om den mest eftertragtede titel. Lad det derfor blive et opgør, der lever op til alverdens forventninger og ikke hæmmes af sin vigtighed, og som viser de to berømte og beundrede mandskaber fra deres stærkeste side på den aften, hvor det bedste af det bedste bør være nødvendigt for at vinde. Hvem bliver stjernen? Det vil kun kampen vise men på forhånd er opmærksomheden rettet mod den 28-årige Thierry Henry, der er født i byen Ulis cirka 30 km syd for Paris. Han er manden i centrum, ikke kun fordi han er på hjemmebane i aften, men i høj grad også fordi hans håndtering af bolden og forståelse af spillets offensive muligheder gør ham til en oplevelse og fordi han befinder sig i vadestedet mellem netop Arsenal og FC Barcelona. Thierry Henry, Arsenals anfører, har endnu et år tilbage af sin kontrakt med Londonklubben og skal den have noget ud af sin investering i franskmanden, skal han sælges i denne sommer. Ellers glider han ind i en ny sæson med Arsenal og frem mod det kontraktudløb, der gør ham gratis i en handel. Gratis, i den forstand at Arsenal ikke kan kræve en krone ved et klubskifte i sommeren 2007. Skiftr måske til Barca Alle er derfor indstillet på, at Thierry Henry har spillet sin næstsidste kamp for Arsenal og at han måske fra næste sæson vil gøre FC Barcelona-mandskabet, der har brasilianeren Ronaldinho og Camerounspilleren Samuel Eto o som frontfigurer, endnu mere stjernespækket. Men har Henry truffet sin beslutning? »Endnu ikke«, siger den spiller, der ifølge Arsenalmanager Arsene Wenger er verdens bedste angriber i dagens fodbold, og som efter eget udsagn har bygget sig op til en verdensstjerne ved at bruge vreden som middel. »Alle taler om Ronaldinhos konstante smil, men jeg kan fortælle dig, at bag facaden er der ingen smil«, siger Thierry Henry til Reutersreporteren Bill Barclay. Faderens gener »Når jeg viser et gnavent ansigt på banen, så er der mange, der spekulerer på, hvor det kommer fra. Svaret er meget enkelt fra min far. Måden jeg spiller på, min lyst, mit engagement, alting. Min far lærte mig, at jeg aldrig skulle være tilfreds med det, jeg havde«. »Jeg er ikke bange for at vise vrede. Den er god til at føre dig videre på en positiv måde. Uden min vrede ville jeg ganske enkelt ikke være den samme spiller. Det er det samme med en bokser. Hvis han ikke længere har vreden, når han går i ringen, så er han en død mand«, lyder det fra Thierry Henry. På gaden Som mange andre store spillere gennem fodboldhistorien har den 28-årige franskmand lært fodboldspillet på gaden . »Man bliver altid aggressiv, når man spiller på gaden. På den måde bliver man hård, og derfor siger jo også altid, at der ikke er nogen bedre skole end gaden. Dér finder du vredens faktor og den er du nødt til at have i dig. Den måde, jeg er blevet opdraget på, og den måde, jeg var på, da jeg var helt ung dét har gjort mig til det, jeg er i dag. Lidenskaben og vreden på den rigtige måde er det, der driver mig. Og det er ikke dårligt, jeg er en lykkelig mand, tro mig. Det her er bare min måde at se tingene på«, siger Thierry Henry før aftenens Champions League-finale hvor han kan blive vredens sukker.