Der manglede et velkendt og velklingende navn på listen, da Brøndby-træner Tom Køhlert tidligere i dag satte navne på de 17 spillere der i morgen skal i aktion i Superligaen mod Horsens.
Brøndbys mangeårige anfører, den 34-årige Per Nielsen, er efter indkøbet af svenskeren Max von Schlebrügge ikke længere fast mand i startopstillingen, og for at få kamptræning har Mr. Brøndby selv bedt om at få fuld spilletid i andetholdets opgør i 2. division øst mod Roskilde.




























