Han vidste ikke rigtig, hvad han skulle mene, Viborgs svenske cheftræner. Med 0-0 ude mod AGF holdt Hans Eklunds spillere liv i håbet om at redde tilværelsen i SAS Ligaen, men omvendt forpassede de muligheden for at hale ind på århusianerne.
»Jeg står med blandede følelser her efter kampen. Vi ville virkelig gerne have vundet og mindsket afstanden til AGF, men på den anden side føles det som et skridt fremad, at vi trods alt fik et point«, sagde Eklund, der fremhævede betydningen af, at hans hold for en gangs skyld holdt målet rent.




























