Ståle Solbakken er gået i gang med at tænke på, hvordan FC København-truppen skal se ud til næste sæson, så holdet kan genvinde SAS Liga-guldet, som AaB sikrede sig i aftes. Den norske træner tænker i offensive baner.
»Som udgangspunkt ser det godt ud for os i det defensive. Men Marcus Allbäck mister vi jo, og Michael Silberbauer hænger også i en meget tynd tråd, så det er mere længere fremme på banen, at vi kigger på nye spillere. Vi diskuterer jævnligt, hvad vi kan gøre«, siger Ståle Solbakken.




























