32-årige Carsten Fredgaards kontrakt med Randers FC er blevet forlænget med yderligere et halvt år, så Superligaens øjeblikkelige tophold nu har papir på den tidligere FCK- og Lyngby-spiller til og med denne sæsons afslutning.
»Efter den hårde opstartsfase og ikke mindst den gode sæsonstart, som vi har fået, vil det være ærgerligt, hvis jeg skulle stoppe i Randers FC til vinter. Derfor passer det mig fint, at aftalen er blevet forlænget, så den dækker hele sæsonen. Herefter må vi jo så se hvordan det går til den tid, men både min kæreste og jeg er glade for at være her, så en yderligere forlængelse kan naturligvis ikke afvises«, siger Carsten Fredgaard i en pressemeddelelse.




























