Det er næsten et år siden, at Daniel Agger sidst optrådte på det danske fodboldlandshold, men Liverpool-spilleren er nu kommet sig så meget over en skade i foden, at han er med i den landsholdstrup, som Morten Olsen har udtaget til næste uges træningskamp mod Spanien.
»Med Martin Laursens imponerende comeback sidste år og Daniel Aggers tilbagevenden håber jeg, at vi kan komme gennem den kommende kvalifikationsturnering med det luksusproblem, at vi selv vil kunne vælge spillerne til de centrale pladser ud fra en sportslig vurdering og ikke en skadesliste«, siger Morten Olsen, der til sit forsvar også har fundet plads til klubløse Lars Jacobsen.



























