Han blev matchvinder i den fantastiske sejr over Portugal, og nu bryder landsholdets Daniel Jensen tavsheden og fortæller, hvad der fik spillerne til kollektivt at boykotte pressen efter kampen i Lissabon onsdag aften.
»Vi følte, at vi havde brug for at nyde sejren sammen og ikke tænke på så meget andet. Vi følte, at vi nok har fået lidt uberettiget hård kritik fra nogle medier, og det var da en af grundene, tror jeg. Vi var blevet trætte af, at pressen sådan set bare kunne skrive, hvad de havde lyst til - uden at vi rigtigt kunne gøre noget«, siger Daniel Jensen til TV 2 Sporten.



























