Det danske landshold og de øvrige nationer i Europa får fremover lettere ved at kvalificere sig til EM-slutrunden.
I dag besluttede det europæiske fodboldforbund, Uefa, at turneringen skal udvides fra 16 til 24 lande fra og med 2016 for at give »de nationer, der aldrig har deltaget en mulighed for at deltage«, som præsident Michel Platini sagde i dag. Sådan en nation er Danmark ikke, men det danske landshold formåede ikke at kvalificere sig til sommerens slutrunde, og landsholdets assistenttræner Peter Bonde glæder sig over udvidelsen. Større dansk chance »Det kommer til at betyde for alle landshold, at der er større chance for at kvalificere sig til en slutrunde. I første omgang er det en positiv nyhed. Vores job er at kvalificere os til en slutrunde og jo større chance, der er for det, jo sjovere er det«, siger Peter Bonde. Kvalifikationsturneringen op til EM-slutrunden forbliver, som den var op til slutrunden i Østrig-Schweiz med grupper på fem eller seks lande.




























