Besart Berisha har en gang tidligere scoret masser af mål for AC Horsens.
Og når forårssæsonen går i gang, er den albanske angriber tilbage i angrebet hos AC Horsens, der i øjeblikket ligger sidst i SAS Ligaen. Berishas agent bekræfter således, at angriberen har indgået en lejeaftale frem til sommer.
»Det er korrekt. Besart vil blive præsenteret i Horsens en af de kommende dage. Det bliver på en lejeaftale frem til afslutningen på den danske sæson. Der mangler bare lige et par detaljer endnu, men det er kun meget små ting«, siger agenten Akeem Adewunmi til tipsbladet.dk




























