Den 29-årige svensk-gambianer Njogu Demba-Nyrén vender tilbage til Superligaen efter et par år i den bedste norske række.
Angriberen har indgået en aftale på tre et halvt år med OB og mangler blot at bestå det obligatoriske lægetjek, inden han officielt bliver præsenteret i Odense.
»Vi arbejder altid på at forstærke truppen, og det har vi gjort med købet af Demba-Nyrén. Vi har skærpet konkurrencen i forreste geled markant, og samtidigt har vi sikret os en større bredde. Demba-Nyrén er en komplet angriber, der kan meget på egen hånd. Han har givet problemer for samtlige forsvar i SAS Ligaen, og han var en frygtet angriber i Esbjerg. Med sine 29 år står han foran de bedste fodboldår, og jeg er sikker på, at han bliver en stor gevinst for OB«, siger OB-direktør Kim Brink.



























