FC København sejlede længe på kanten af en europæisk knockout. Men takket være en hård fight i Parken mod franske RC Lens, lever holdet endnu i UEFA Cuppen.
Der skulle dog 120 dramatiske minutter og en iskold Jesper Grønkjær til, før billetten til gruppespillet var sikret. Bare otte minutter inden den forlængede spilletids udløb fik en komplet udmattet Jesper Grønkjær chancen fra 11-meterpletten, efter at gæsternes Adama Coulibaly havde nedlangt Libor Sionko i feltet. Den greb han og reddede dermed FC Københavns sæson i europæisk sammenhæng. Spændingen var ganske unødvendig. FC København var gennem samtlige 90 minutter af den ordinære kamp sine franske modstander overlegen. Men trods en massiv overvægt i spil og chancer måtte de to mandskaber ud i to gange 15 minutters forlænget mudderkamp i en sjask regnvåd nationalarena, da de i den ordinære kamp havde kopieret 1-1’eren fra det første opgør for 14 dage siden i Frankrig. Bange anelser Man havde bange anelser allerede tidligt i kampen. Ikke så meget på grund af Lens’ føringsmål efter et lille kvarter. Det var i højere grad øjeblikket, da Hjalte Nørregaard kort efter sendte læderet langt over mål foran en liggende målmand Vedran Runje fra bare tre-fire meter. Det var her mareridtet fra Benfica-kampen begyndte at nage i baghovedet. Den enorme overvægt i spil, de mange brændte chancer og det sorte uheld som følgesvend. Netop de udeblivende mål har været københavnernes problem i denne sæson, hvor masser af overvægt i spil og chancer er blevet forvandlet til alt for få scoringer. Men da FCK’erne endelig så ud til at have fået sagerne under kontrol, og i nogenlunde ro kunne jagte et sejrsmål i den forlængede spilletid, måtte anfører Michael Gravgaard pludselig trække i nødbremsen og bringe holdet ud i en overlevelseskamp med 10 mand mod 11. Dagens franske hovedret blev ellers ikke serveret med cheftræner Jean-Pierre Papins bedste garniture. Lens hænger nemlig slemt i dyndet hjemme i den franske Ligue 1, og det var derfor tydeligt at læse af holdopstillingen, hvilken af de to turneringer den tidligere landsholdsangriber prioriterer højest. Kun fem mand fra weekendens nederlag i Lyon havde fået genvalg til kampen i København. Og uden profiler som Arune Dindane og Nénad Kovacevic fra start, begge sparet til Lens’ opgør hjemme på Stade Felix-Bollaert mod Auxerre allerede i morgen, havde de orangeklædte franskmænd sjældent klassen til for alvor at sætte FCK’erne under pres. De få gange det skete, var det skuffende for cheftræner Ståle Solbakkens mandskab, at det foregik med meget simple midler. Værternes forsvar blev flere gange overløbet med lange stikninger eller fanget i små hurtige et-to-kombinationer. Præcis, hvad der var tilfældet ved franskmændenes mål i begyndelsen af første halvleg, da Eric Carriere headede en returbold efter en Jesper Christiansen-redning i et tomt mål. Grønkjær i front Ganske som forudset havde Solbakken valgt Jesper Grønkjær som makker til svenske Marcus Allbäck i angrebet. Den kombination lignede til at begynde med en succes. Grønkjær var snart med i frontlinjen, snart på højre- og snart ventrekanten. Den bevægelighed havde Lens-forsvaret meget svært ved at tøjle, men når taktik og gode idéer kun resulterede i ’tæt på’, ’lige ved og næsten’ men ingen mål, så er det svært at bebrejde andre end sig selv. Da Lens-forsvaret havde afværget det første FCK-tryk lige efter pausen, sendte Solbakken sit angrebses Morten Nordstrand i ilden med en halv time igen. Det gav straks flere vitaminer til FCK-presset. Hvor Grønkjær, der på ny blev sendt permanent ud på fløjen, havde søgt ud i de åbne rum på kanterne, var Nordstrand langt mere villig til at søge bolden dybt i banen, og den forandring havde de to tunge stoppere i Lens-forsvaret, Adama Coulibaly og Milan Bisevac, svært ved at afkode. Alligevel skulle der gå endnu næsten 20 minutter, før forløsningen kom. Men den kom takket være Niclas Jensens frisparksbold, der via en hårtop endte for fødderne af Macus Allbäck, der tæt på målstregen ikke svigtede. Det gjorde Jesper Grønkjær heller ikke, da han til slut sendte FC København videre.




























