FCK fightede sig videre i Europa

FCK's Hjalte Nørgaard bliver snydt af FC Moskvas Hector Bracamonte, der scorede russernes enlige mål.
FCK's Hjalte Nørgaard bliver snydt af FC Moskvas Hector Bracamonte, der scorede russernes enlige mål.
Lyt til artiklen

Kønt var det ikke. Effektivt var det bestemt heller ikke. Men trods en indsats, der begyndte med københavnsk boldballet og endte i hård, uskøn fight, lykkedes det FC København – som det eneste danske mandskab – at spille sig videre til Uefa Cuppens gruppespil.

Foran mere end 18.000 tilskuere i Parken spillere cheftræner Ståle Solbakkens mandskab 1-1 mod russiske FC Moskva og sikrede sig dermed en samlet sejr på 3-2.

FC København fik en rigtig god start på kampen. Især var angrebsivrigheden på kanterne stor, hvor Zdenek Pospech og William Kvist i højre side og Oscar Wendt og Atiba Hutchinson i venstre næsten konstant var til fare for FC Moskva forsvaret, der samtidig virkede alt for afventende overfor makkerparret helt i front, Cesar Santin og Morten Nordstrand.

Det gav masser af chancer, men hvad der burde have udløst en klar føring allerede efter et kvarters spil resulterede i stedet i et rundt nul på måltavlen.

Overraskende passive russere
Hvor værterne virkede opsatte på at lukke kampen med en tidlig scoring, var det til gengæld ikke til at se, at moskovitterne var på en mission, der mindst krævede to scoringer.

Nu er legenden Oleg Blokhins mandskab hverken Benfica, Panathinaikos eller Atletico Madrid, der i den forgangne sæson gjorde livet surt for FCK’erne i Parken, men russernes indstilling de første 30 minutter var alligevel overraskende passiv, uden idéer og til tider nærmest lad.

FCK's forsvar snorkboblede
Det var på det tidspunkt, at Petr Bystrov med gæsternes første, om end noget sløje, afslutning varslede, at der trods alt var mere spark i de russiske støvler, end de ellers havde givet indtryk af.

I hvert fald blev der stille i nationalarenaen bare seks minutter senere, da et snorkboblende københavnsk forsvar lod den flagrende argentiner Hector Bracamonte stå helt udækket i det lille felt.

FCK'erne mistede modet
Med scoringen mistede FCK’erne modet. Ikke at det bragte FC Moskva i offensiven, men efter at have siddet sikkert i sædet turde hjemmeholdet tynget af nerver ikke længere sende overflødighedshornet af dygtige boldspillere frem.

Til alt held for FCK faldt udligningen bare ni minutter inde i anden halvleg, da Alexander Sheshukov i Moskvas forsvar var så uheldig at sparke en skævert i eget net i en ellers ganske ufarlig situation.

Lodtrækning til gruppespillet på tirsdag

Selv efter russerens gavmilde indslag holdt københavnerne sig fra alt for offensive udfoldelser, indtil kampens belgiske dommer Segre Gumienny fløjtede kampen af .

Hvem FC København skal møde i gruppespillet bliver først afgjort på tirsdag, når der i Nyon er lodtrækning til de otte grupper.

Christian Heide-Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her