Ståle Solbakkens bekymringer over, at FCK-stamspillerne er tappet for kræfter og har tunge ben her ved afslutningen på et efterår med et ekstraordinært presset kampprogram omfatter ikke Jesper Grønkjær.
Både på træningsbanen og i de kampe, han har været med i fra start efter at være klarmeldt oven på de langvarige lyskeproblemer, har den elegante angriber udstrålet masser af spilleglæde, virkelyst og et optimistisk engagement. Jesper Grønkjær – der på grund af skaden ikke spillede i de to spektakulære vinderkampe på udebane mod Ajax Amsterdam i kvalifikationen og på hjemmebane mod Manchester United – var på overbevisende vis FC Københavns bedste mand i nederlagsudekampen mod Benfica.





























