Claus Jensen tvunget til at stoppe

Lyt til artiklen

I nogle uger har landsholdsspilleren Claus Jensen trænet med superligatruppen i oprykkerklubben Lyngby.

Der har været skrevet og snakket om, at den 30-årige midtbanemand, som forlod London-klubben Fulham ved kontraktudløb i forsommeren, snart kunne få comeback i dansk fodbold. Der er også blevet spekuleret i, at han skulle til en spansk klub. Men i går kom så meldingen om, at Claus Jensen slutter karrieren. Kroppen er slidt ned Kroppen og benene siger stop. Han har gennem lang tid haft problemer med venstre knæ, med lysken og bækkenet. »Jeg har måttet erkende, at jeg fysisk ikke er i stand til at spille fodbold på topplan mere. Jeg har kæmpet og gjort alt for at holde håbet og drømmen i live, men jeg er slidt ned. Det er en barsk erkendelse at nå frem til, når jeg stadig har masser af lyst til at spille fodbold, og ambitionerne og motivationen fortsat er i top«, siger Claus Jensen. »Der vil gå nogen tid, før jeg får omstillet mig til, at fodbolden ikke mere skal fylde så meget for mig, som den har gjort i alle de år, jeg har været professionel. Det er siden, jeg var 19. Jeg elsker jo spillet og bolden, og det er utrolig ærgerligt, at jeg må trække mig tilbage nu«. Tre sæsoner med skader »Jeg havde regnet med at kunne klare mig i topfodbold vel tre-fire eller fem år yderligere. Så det er bittert, at fysikken ikke mere vil, som jeg vil«, siger Claus Jensen videre, der gennem de seneste tre sæsoner haft mange skadesproblemer og været tvunget til kortere og længere pauser. »Det har på det nærmeste været én lang nedtur, og det har været lidt hårdt. Og det er trist, at skaderne er kommet i de år, der skulle være mine allerbedste som spiller. Når man er i slutningen af tyverne, skal man jo rigtig drage nytte af sin erfaring. Men på den anden side har det lange forløb gjort, at jeg har kunnet forudse, at jeg kunne blive tvunget til at sige stop, før jeg selv havde planlagt. Og derfor er jeg nogenlunde afklaret med det i dag«. Ser tilbage med stor glæde »Jeg kan dog slet ikke overskue, hvad det helt kommer til at betyde for mig. Hvor meget jeg vil savne fodbolden og at være i miljøet og opleve de gode sociale sider af det at være på et hold, i en trup og i en klub – og være på landsholdet«. »Jeg har haft fantastiske oplevelser, og jeg har stribevis af positive minder at tage med mig. Jeg har mødt mange fantastiske mennesker, og jeg har haft fantastiske trænere, så jeg ser tilbage på min karriere med utrolig glæde og stolthed«, slår Claus Jensen fast. Lyngby er hjerteklubben »Det ultimative har naturligvis været at spille på landsholdet for Danmark. Det er stort at stå i Parken og høre nationalsangen inden en landskamp. På klubplan har jeg især haft en rigtig god tid i fire år i Charlton«. Claus Jensen skiftede fra Nykøbing Falster Alliancen til Næstved, hvor han blev superligaspiller, inden han valgte at gå til Lyngby, der er blevet hans hjerteklub i Danmark. Fra Lyngby fortsatte han til et langvarigt engelsk eventyr, først i Bolton Wanderers, så i Charlton og til sidst i Fulham. Interesseret i musik og politik Nu tager han om et par dage tilbage til London, hvor han bor med sin kone Christina. Han har ingen store planer om, hvad der skal ske. Claus Jensen er kommet meget i musikmiljøet i den engelske hovedstad. Musik er hans største interesse ved siden af fodbolden – og han er politisk interesseret og medlem af SF.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her