Hvis Niclas Jensen ikke var blevet vist ud mod spanierne i Madrid ...
... hvis Christian Poulsen ikke havde slået en svensker og var blevet idømt tre spilledages karantæne, hvis Daniel Agger ikke var blevet langtidsskadet, hvis Lars Jacobsen havde kunnet spille højre back hele efteråret, hvis Danmark havde fået de straffespark, vi skulle have haft ifølge Morten Olsen – så ville aftenen måske været blevet en dansk festaften?
Det får vi aldrig svar på.
Men anfører Jon Dahl Tomasson er mand for at sige: »Vi har ikke været gode nok. Det må vi erkende«.
Fan af Simon Poulsen
Ærlig snak af en erfaren herre, der i vintermørket tør se lyst på fremtiden.
»Fordi«, siger han, »der er meget talent og god fodbold i den her trup«.
»Nicklas Bendtner viser en superattitude nu, Daniel Agger er en af Europas bedste forsvarere, Leon Andreasen har en fantastisk indstilling, Christian Poulsen har topkvaliteter, Thomas Kahlenberg er en strålende boldspiller, og Simon Poulsen er en dynamisk kantspiller, der har gjort det så godt til træningen, at jeg er blevet fan af ham«, siger Jon Dahl Tomasson, der er meldt klar til den pointmæssigt betydningsløse kamp i Parken mod Island i aften kl. 20.00.
Vil de klappe eller pifte?
Alligevel er det vigtigt, at landsholdet vinder og sætter et anstændigt punktum for EM-kvalifikationskampene.
Hvis ikke kampen bliver vundet – og helst på en måde og i et tempo, hvor spillet er af en kvalitet, folk kan klappe af og ikke pifte over – vil diskussionen om landstræner Morten Olsen, spillesystemet og spillerne helt sikkert fortsætte langt ind i vinterpausen.




























