Den var inde. ’Alle’ på Vejle Stadions dyre langside kunne se boldens vej i nettet, målet til 2-2, og hvilket mål, smukt scoret af Ulrik Balling, fire minutter før tid – nu manglede blot det brøkdel af et sekund, hvor man kunne nyde bolden sejle rundt i netmaskerne, så jublen kunne slippes løs og forsvinde ind mellem de ranke bøge i Nørreskoven og vække døsige fugle. Men det kom aldrig, det befriende brøl. For ud af ingenting kom en målmand fra FC Midtjylland flyvende – Martin Raska med en strakt arm. Og den arm viftede bolden væk. Jamen-jamen-jamen! Strubejublen blev forvandlet til Østjyllands største suk. Og Midtjylland fik en matchvinder. Spillede ikke som et bundhold For Vejle tabte 2-1 til medalje- og UEFA Cup-jægerne fra FC Midtjylland – i en kamp, som bød på fantastisk underholdning, både i kraft af spillernes dygtighed, deres fejl og mangler samt de tilfældigheder, spillet er så rigt på. Og som også havde så megen nerve, at ingen af tilskuerne kunne være skuffet over andet end resultatet – hvis man da havde vejleblod rullende i årerne. Hjemmeholdet spillede ikke som et bundhold. Og heller ikke med desperationen lysende i ansigterne. Tværtimod spillede man med omtanke, med offensivt mod – og med en lyst til at skabe en god fodboldkamp. Gode navne? De fleste var gode, men hjemmeholdets Brian Nielsen var pragtfuldt udfordrende – og det samme var Simon Poulsen og Dennis Sørensen hos FCM.