Laudrup tror på en plads i top 3

Michael Laudrup overtog i september sidste år trænerjobbet i den russiske storklub Spartak Moskva. Og den første tid i klubben bød på sportslig nedtur. Men nu er holdet trimmet og klar til et godt resultat i den ny sæson, vurderer danskeren.  Foto: Mikhail Metzel/AP
Michael Laudrup overtog i september sidste år trænerjobbet i den russiske storklub Spartak Moskva. Og den første tid i klubben bød på sportslig nedtur. Men nu er holdet trimmet og klar til et godt resultat i den ny sæson, vurderer danskeren. Foto: Mikhail Metzel/AP
Lyt til artiklen

Hallo, det er Michael«, lyder det i røret, da telefonen har ringet et par gange langt mod øst. Svaret på Politikens opringning kommer fra bagsædet af den Audi, som den store russiske fodboldklub Spartak Moskva har stillet til rådighed – med chauffør – for sin danske cheftræner, og som er blevet en slags rullende kontor for den 44-årige Michael Laudrup, der tilbringer det meste af to timer hver dag i den hektiske Moskva-trafik. Michael Laudrup er efter dagens træning og møder på vej til familiens lejlighed, der ligger i en ældre, men velrenoveret ejendom 11 kilometer fra Den røde Plads i den russiske hovedstad. Fra lejligheden har familien Laudrup udsigt over et grønt område – og et par fodboldbaner. Og fodbold er, hvad det hele drejer sig om lige nu. Åbner sæsonen mod Zenit For i morgen begynder den russiske forårssæson, og Spartak Moskva – nu i et komplet Laudrup-design – tager imod storklubben og UEFA Cup-deltageren Zenit Skt. Petersborg, der er den rigeste af alle de russiske klubber. Jeg spørger Spartak-træneren: Havde det ikke været bedre med en mere overkommelig modstander i turneringens første kamp? »Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare. At møde Zenit er noget særligt, og det er også en kamp, alle i klubben ser frem til med spænding og glæde. Derfor kommer der måske 50.000 tilskuere. Men selvfølgelig kunne det have været rart med dette topmøde på et tidspunkt, hvor turneringen var i gang, og hvor vejret vil være bedre. Men nu er den her, storkampen – og jeg er blevet fortalt, at den er et resultat af lodtrækning. Og da de to hold også mødtes i første spillerunde sidste år, så har jeg spurgt, om det er noget, jeg kan spille på næste år«, siger Michael Laudrup og sender et lille grin med. Finanskrisen har ramt fodboldenDa du sidste år sagde ja til at blive træner i Spartak, så kaldte du det mulighedernes liga. Men det har været svært for dig at få de spillere, du gerne vil have til at forstærke dit hold. Er det i virkeligheden de begrænsede muligheders liga? »Lad mig sige det sådan: De forandrede økonomiske forhold i verden har jo også ramt fodbold, og det slog igennem, da transfervinduet var åbent. Alt stod jo nærmest stille, få ville købe, flere ville sælge. Alligevel er det svært at få spillere til at rejse til Rusland – og byder vi på spillere fra eksempelvis Italien eller Spanien, så skal de have en lastbil med penge for at komme. Men selv om Spartak er en velfunderet klub, som gerne betaler lidt mere for at få de gode spillere, så er de besluttende folk i klubben altså ikke idioter«. Kommer det bag på dig, at det er så svært at få de spillere, du ønsker? »Egentlig ikke. Du kan jo ’oversætte’ problematikken til SAS-ligaen i Danmark. Her er der efterhånden nogle klubber, der har råd til at købe rigtig gode udenlandske spillere, men de vil bare ikke komme – for det er ikke attraktivt nok. Sådan er det også her i Rusland, trods de gode penge. Det er stadig England, Spanien, Tyskland og Italien, der frister de bedste spillere, og jeg tror ikke, det vil ændre sig i de næste mange år. På en måde er det rart at se, at de vigtige penge i topfodbold ikke er spillets eneste bestemmende kraft – men det betyder samtidig, at mange klubber, også min, skal forholde sig konstruktivt til denne virkelighed. Vi skal tænke i talentpleje og scouting, langt mere end vi havde regnet med«, siger Michael Laudrup – der konstaterer, at »nu sner det lidt igen«. »Meget bedre Spartak-hold«Du og holdet har nu været gennem en lang forberedelsesperiode. Tror du, at det er lykkedes for dig at skabe et ’nyt’ Spartak-mandskab? »Vi har spillet 11 testkampe, vundet de 7 og spillet 4 uafgjort. Modstanderne har alle været ’østhold’, for det er den spillestil, vi skal op imod – men der har været tre Champions League-hold blandt modstanderne. Og selv om jeg godt ved, at man ikke skal lægge for meget i træningsresultater, så er det sådan, at hver eneste sejr er med til at give spillerne selvtillid og holdet styrke. Og da vi samtidig er bedre fysisk forberedte – spillerne er ganske enkelt kommet i form – så tør jeg godt sige, at jeg ikke er et sekund i tvivl om, at jeg kan præsentere vores tilskuere for et meget bedre Spartak-hold end det, de så sidste år«. Du står nu alene med ansvaret. Det er dig, der har styret alle forberedelserne og bestemt holdets stil for den kommende sæson. Har du også formuleret en resultatmæssig målsætning? »Det nytter ikke noget, at jeg siger, at vi er stærke, og at vi skal blive nr. 1, hvis ikke spillerne tror på, at det kan lade sig gøre. Så derfor har jeg spurgt alle spillerne, hvad de tror, der er muligt – vurderet ud fra vores egen formåen og styrken af de trupper, de skal møde. Alle mine spillere har sagt, at de regner med at finde Spartak i top 3, så det er vores målsætning. Måske er det en naiv optimisme i en klub, der sluttede på 8.-pladsen i seneste sæson, men jeg vil alligevel sige, at det er realistisk, hvis vi undgår skader«. Welliton bliver profilenHvem bliver den mest markante skikkelse på Spartaks hold? »Vores brasilianske angriber Welliton. Han er bare 22 år og et meget stort talent. Han var skadet det meste af sidste år, men nu har vi fået ham klar, og hvis han – som er en meget eksplosiv angriber – kan holde sig skadefri, så kan han blive et kæmpe hit i denne sæson«, lyder det fra bagsædet af den Laudrupske Audi.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her