Topholdene FC København og Brøndby er storfavoritter på hjemmebane i kampene mod henholdsvis Esbjerg og AGF.
Begge jyske udehold er svækket af karantæne, lige som Horsens og Sønderjyske, der begge må undvære tre spillere i dagens kampe mod FC Nordsjælland og AaB. 14.00 FC København - Esbjerg Cesar Santin truer Morten Nordstrands topscorerværdighed (otte mål) i FCK-truppen, og der er grund til at forvente, at brasilianeren i dag får gode chancer for at lægge et mål eller to til de seks, han er oppe på efter to pletskud mod Randers FC. Mens FCK-træner Ståle Solbakken kan give genvalg til alle mand, må Esbjerg-træner Ove Pedersen undvære to karantæneramte forsvarere, Nicolai Høgh og Andreas Klarström. Alexander Østlund og Adrian Cann går ind i startopstillingen. Esbjerg har Jesper Bech og Kari Arnasson på skadeslisten. 16.00 FC Nordsjælland - AC Horsens FC Nordsjælland jagter den første sejr siden 26. oktober – og dagens modstander i Farum er netop holdet, der blev nedlagt med 3-1 i 11. spillerunde.




























