Helveg vil have guld og fortsætte til 2010

Thomas Helveg i duel med Horsens' Besart Berisha. I dag gælder det guldrivalerne fra Brøndby.  Arkivfoto.
Thomas Helveg i duel med Horsens' Besart Berisha. I dag gælder det guldrivalerne fra Brøndby. Arkivfoto.
Lyt til artiklen

Når OB efter sommerpausen skal ud i Europa igen og spille i UEFA Cuppen eller i bedste fald i Champions League-kvalifikationen, bliver det, efter alt at dømme, fortsat med Thomas Helveg på holdet. Til den tid vil han være 38 – men slet ikke mæt af topfodbold. Derfor overvejer han lige nu det kontraktforlængelsestilbud, som Odense-klubben har givet ham. Det ligger endnu ikke fast, om forlængelsen skal være på et halvt år eller omfatte hele sæsonen 2009-10. »Det vil være fantastisk for mig at spille i en europæisk turnering en gang til. Den udsigt er inspirerende og motiverende«, siger Thomas Helveg, der forhandler med en mand, som var med til at forme ham som spiller. Med 20 års mellemrum
Kim Brink, OB’s sportsdirektør, var træner for det ynglingehold, hvor Thomas Helveg spillede i 1989. Da OB’s tophold i 1. division blev ramt af skader, blev 18-årige Thomas Helveg hentet op til debut og var med til at hive to sejre hjem i tredje- og næstsidste spillerunde i turneringen, hvor fynboerne vandt det danske mesterskab (som de ikke siden har vundet). Thomas Helveg kan altså med 20 års mellemrum blive dansk mester to gange, hvis OB vinder Superligaen i det tætte mesterskabsopløb med FCK og dagens modstander Brøndby. »Jeg husker det, som var det i går«, mindes Thomas Helveg. »Min debutkamp var mod Brønshøj i København. Jeg havde trænet nogle gange med førsteholdstruppen, så jeg følte, at jeg kunne klare springet fra ynglingeholdet, og det gik også udmærket. Jeg spillede på midtbanen«. På hold med Høgh og Elstrup
OB slog Brønshøj 2-1, og i den følgende hjemmekamp lavede Thomas Helveg målet til 2-0, slutresultatet, mod AGF. I den sidste kamp mod Frem var han ikke med. Han rykkede tilbage på ynglingeholdet, som spillede to DM-finalekampe mod KB – der slog Helveg og Co. OB’s mesterspillere dengang, foruden Helveg, var målmanden Lars Høgh, Lasse Skov, Johnny Hansen, Claus Jensen, Leon Hansen, Morten Donnerup, Kim Ziegler, Lars Jacobsen, Lars Foged, Steen Nedergaard, Ulrik Moseby, Steen Pettersson, Jess Thorup og Lars Elstrup, Jan Topp Rasmussen, Lars Melvang, Frank Clausen og Per Pedersen og Peter Jensen. Var 1989-holdet bedre end det nuværende OB-hold? »Det er svært at vurdere. Fodbolden har jo udviklet sig meget. Vi havde mange ledende spillere, og vi havde en fin blanding af fightere og dygtige boldspillere«. »OB’s varemærke har vel altid været det, at holdet består af mange spillere, der er fysisk udrustet over middel, og som er meget løbestærke. Sådan var det dengang, og sådan er det nu. Vi spiller også god fodbold nu, synes jeg, og så er det vigtigt, at vi er mange rutinerede folk. Vi er dygtige til at læse udviklingen i kampene og rette ind efter det«. »F.eks. forleden i Vejle. Vi kom lidt dårligt i gang med anden halvleg. Når det sker, træder man lige et skridt tilbage, tilbage til basis og begynder for fra. Det gælder om ikke at gå i panik«. Utaka trådt i karakter
Thomas Helveg kan godt følge den vurdering, som er lagt frem, at både salget af Djiby Fall og snakken og skriverierne om den kommende retssag, hvor målmand Arek Onyszko er anklaget for vold og trusler mod sin ekskone, på en eller anden måde har haft positiv effekt på OB’s præstationer. »Da mange mente, at OB solgte guldet sammen med Djiby Fall, blev der trykket på en kontakt, som tændte og ansporede alle spillere ekstra. Flere spillere er trådt i karakter og har udnyttet den chance, de har fået. Jeg tænker bl.a. på Peter Utaka. Og som hold har vi fået mere og mere tro på, at vi gør tingene rigtigt. Sejre avler sejre, og selvtilliden er i top«, siger Thomas Helveg. »Onyszko-sagen har selvfølgelig været et stort chok. Vi har talt om den i truppen og så indset og fået en forståelse af, at det må være hans private sag. Den må gå sin gang, og han må slås med den. Den har helt sikkert kostet meget energi. På banen har Arek imidlertid været i stand til at optræde uhyre fokuseret og koncentreret og været en rigtig god målmand for os«. Hvordan skal OB spille mod Brøndby? »Vi skal ikke grave os ned i skyttegrave, og vi skal heller ikke spille med hovedet under armen. Det kan blive til alt. Vi har rigtig gode muligheder for efter 20 års venten at vinde det danske mesterskab igen, og sejr vil være fantastisk. Uafgjort er heller ikke dårligt«. »Det er umuligt at sige, hvem der tager guldet til sidst«, mener Thomas Helveg. »FCK har den bredeste og måske bedste trup, Brøndby har et hold, der er meget svært at slå, og som man aldrig må dømme ude, og vi er det mest formstærke hold. Det er helt åbent«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her