I løbet af den kommende uge vil Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, afgøre, om Chelsea og enkelte spillere skal straffes for den tumultariske afslutning på Champions League-semifinalen mod Barcelona onsdag aften.
Uefa har modtaget en rapport fra både kampens hårdt kritiserede norske dommer Tom Henning Øvrebø og forbundets observatør, og de vil nu blive studeret ligesom det ikke kan udelukkes, at tv-billeder af Chelsea-spillernes opførsel i kampens afsluttende minutter og efter kampen vil indgå i overvejelserne, når eventuelle straffe skal udmåles.




























