Nok bliver Daniel Agger en konkurrent mindre i midterforsvaret, når Sami Hyypia forlader Liverpool FC efter denne sæson.
Men det får ikke den danske landsholdsspiller til at juble over finnens afgang. Tværtimod. »Jeg er meget trist over at se Sami Hyypia forlade Liverpool. For mig personligt vil han været et stort tab og også et enormt tab for fodboldklubben«, siger Agger til Liverpools hjemmeside og tilføjer: »Af alle de spillere og folk i Liverpool, som hjalp mig med at finde mig til rette på et nyt hold, i et nyt land og i en ny liga, var kan klart den vigtigste. Han hjalp mig mest«.




























