Daniel Agger havde ondt i halsen, det blæste så kraftigt, at boldene trillede af sig selv på den lækre græsbane i Helsingør, anfører Jon Dahl Tomasson var til mere behandling for muskelskaden i det ene lår – og landstræner Morten Olsen dukkede slet ikke op. Ikke ligefrem nogen perfekt start på den første forberedelses-sammenkomst for en lille kreds ni dage før Danmarks VM-kvalifikationskamp i fodbold i Sverige 6. juni. Efter et kvikt lægebesøg kunne Daniel Agger dog – efter at have fortalt, at han snart skriver under på en ny kontrakt med Liverpool – deltage i træningen med Dennis Rommedahl, Nicklas Bendtner, Simon Poulsen, Michael Silberbauer og den mulige debutant Kristian Bak Nielsen. Assistenterne tog over Peter Bonde og Torben Storm stod for seancen, hvor to FCN-målmænd, Jesper Hansen og David Jensen, var gæster, så der kunne laves afslutningsøvelser. Trænerduoen skulle så aflægge rapport til chefen, når Olsen var landet i Kastrup og nået helt frem til Helsingør. En lang rejse, når man bor i Belgien, og særlig besværlig, når flytrafikken ud af Bruxelles ikke afvikles efter planen. Nu har trænerstaben et tæt samarbejde og tænker i samme baner, så det var naturligvis intet problem, at chefen var fraværende og kunne bruge ekstra tid til at gruble over, hvordan det store ’puslespil’ med holdopstillingen skal løses. En stor udfordring Morten Olsen sagde ved udtagelsen af truppen, at de mange skader har givet trænergruppen en stor udfordring og krævet stor kreativitet. Det bliver det også at sammensætte den mest slagkraftige 11 mands-enhed til opgøret på Råsunda, hvor Sverige ikke er lige så skadesvækket. Til gengæld er svenskerne under større pres, fordi de er tvunget til at vinde, og uafgjort vil være et resultat, som Olsen og hans mænd kan være godt tilfredse med. Muligvis vil det påvirke den danske landstræners tanker, strategiske planer og holdudtagelse på den måde, at opstillingen sigter mere på at holde nullet end at stræbe meget efter at lægge spillet sædvanligt offensivt an for at tage tre point? De gode, gamle dage Det må tiden vise, og Morten Olsen er lykkelig for at have god tid til at forberede og træne med holdet, der skal ændres på en del pladser. I lufthavnen og i flyveren fra Bruxelles har landstræneren måske siddet og drømt sig tilbage til de glade dage i 2003-04, da landsholdet spillede sig til EM-slutrunden i Portugal, skadesproblemerne ikke var så omfattende som i denne kvalifikations-turnering, og Danmark kunne stille et hold, hvor rækken af stamspillere var meget lang: Thomas Sørensen, Thomas Helveg, René Henriksen, Martin Laursen, Niclas Jensen, Thomas Gravesen, Dennis Rommedahl, Ebbe Sand og Jon Dahl Tomasson samt Martin Jørgensen, Jesper Grønkjær, Daniel Jensen og Christian Poulsen. De var med stort set hver gang. I denne VM-kampagne har Olsen ikke kunnet bruge samme hold i to kampe efter hinanden. Det er uhørt, at et landshold kun har fire spillere, som har været med i alle kampe. Efter kampen i Sverige er tallet tre. Daniel Jensen er langtidsskadet. De tre andre: Daniel Agger, Dennis Rommedahl og Christian Poulsen. Heldigvis er Aggers halsonde et forbigående fænomen, Rommedahl var på toppen i går, og Christian Poulsen undgår forhåbentlig at blive skadet, inden hele i truppen samles søndag aften.
Morten Olsen i svært VM-puslespil






























