Hans resultater som træner taler foreløbig for sig selv, eftersom han har vundet begge kampe som chef for Juventus. Men først nu bliver Ciro Ferrara for alvor testet som toptræner, når han i de kommende to år skal stå i spidsen for den italienske storklub, der har danske Christian Poulsen i spillerstaben.
»Han er en mand, der er kædet sammen med Juventus og vores succesrige historie. Han er en ung træner, der har fået managererfaring i de senere år i klubben, og han har et internationalt udsyn takket være sit arbejde med verdensmestrene«, skriver Juventus i en pressemeddelelse.




























